Islagkage på 15 minutter

Is og friske bær er to ting, der altid hører sommeren til. Så hvorfor ikke kombinere dem i en nem og hurtig islagkage, som kan laves på et kvarter og så bare skal i fryseren, til den er klar efter tre timer! 
Køb gode lagkagebunde hos bageren, og læg dem sammen med god, færdigkøbt vaniljeis og en stor portion friske bær. Så er det hurtigt og nemt at stille en flot og (næsten) hjemmelavet islagkage på bordet. Islagkagen bliver helt perfekt, hvis du serverer et glas iskoldt cava til.
 
Du kan selvfølgelig sagtens lave din egen vaniljeis, hvis du har tid og lyst. Få opskriften på vaniljeis til din islagkage her!
 
Du kan også bage bundene selv - det er faktisk ikke så besværligt. Få en opskrift på lagkagebunde her!

Islagkage med sommerbær

10-12 personer
Tid: 15 minutter. Frysetid: Mindst 3 timer.
Det skal du bruge til islagkage:
  • 2 lagkagebunde
  • 1 l god vaniljeis
  • 400 g blandede, friske bær
  • 50 g mørk chokolade 70 %

Prøv også: Islagkage med Baileys

Sådan laver du islagkage

  1. Læg den ene lagkagebund i bunden af en springform, der passer i størrelsen.
  2. Lad vaniljeisen tø en lille smule op, og rør den sammen med 50 g af de friske bær.
  3. Fordel isen oven på lagkagebunden i springformen. Læg den anden lagkagebund oven på isen, og pres kagen let sammen.
  4. Sæt islagkagen i fryseren i mindst 3 timer.
Servering:
  1. Smelt chokoladen forsigtigt, fx over vandbad eller i mikrobølgeovnen. Tag islagkagen ud af springformen, og sæt den på et fad.
  2. Fordel de sidste bær på toppen af kagen, og dryp chokoladen i tynde stråler ud over kagen.

Prøv også: Fragilité med kaffecreme