Kød og fjerkræ

Gravet lammemørbrad med tranebærkompot og bolsjebeder

Servér lammemørbrad til forret og forkæl dine gæster med en spændende smagsoplevelse.
af Mikkel Karstad / Foto: Anders Schønnemann 23.11.2016
Gravet lammemørbrad med tranebærkompot og bolsjebeder

Hvis du virkelig vil gøre noget ud af din forret, så er er denne opskrift på lammemørbrad med tranebærkompot og bolsjebeder et godt forslag. Den vil helt sikkert slå benene væk under dine gæster. Tip: Gravet lammemørbrad kan holde sig 10-12 dage i køleskab, hvis den er pakket godt ind i film eller i en bøtte med låg.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

SE OGSÅ: Lammemørbrad med kartoffelfondant

Gravet lammemørbrad med tranebærkompot og bolsjebeder

4-6 personer

Det skal du bruge:

  • 2-3 lammemørbrader
  • 100 g salt
  • 100 g brun farin (eller muscovadosukker)
  • 10 g korianderfrø
  • 50 g enebær
  • 5 g hele sorte peberkorn
  • 10 g fennikelfrø
  • 5 g allehånde
  • 1 stjerneanis

Tranebærkompot:

  • 200 g friske tranebær
  • 25 g tørrede tranebær
  • 1 skalotteløg
  • ½ dl sukker
  • ½ dl æbleeddike
  • salt og friskkværnet peber

SE OGSÅ: Find inspiration til retter til din påskefrokost her!

Tilbehør:

  • 2 bolsjebeder

Sådan laver du gravet lammemørbrad med tranebærkompot og bolsjebeder:

Lammemørbrad:

Dag 1

  1. Puds mørbraderne af for sener, og læg dem i et dybt fad.
  2. Bland salt, brun farin og hele krydderier, og hæld blandingen over kødet, så det dækker helt.
  3. Dæk fadet med husholdningsfilm, og sæt det i køleskabet.
  4. Mørbraderne skal stå i 2-3 dage ved ca. 5°, og de skal vendes hver dag, så de bliver gravet jævnt igennem. Det er vigtigt, at kødet er dækket af lage hele tiden.

Dag 3-4

  1. Tag mørbraderne op, når de føles faste i kødet, men stadig er røde indeni.
  2. Sigt lagen fra, og kassér den, men behold krydderierne, og knus dem groft i en morter.
  3. Tør mørbraderne let med et stykke køkkenrulle, og rul dem i de knuste krydderier.
  4. Læg dem i køleskabet i 24 timer, denne gang uden husholdsningsfilm, så kødet kan tørre en smule på overfladen.

Tranebærkompot:

  1. Pil skalotteløg, hak det fint, og varm det op i en gryde sammen med sukker, eddike og friske tranebær.
  2. Læg låg på og lad kompotten koge i 10-15 minutter.
  3. Tag låget af og tilsæt de tørrede tranebær.
  4. Kog ind til en tæt kompot i yderligere 5-10 minutter uden låg.
  5. Tag gryden af varmen og lad kompotten køle af.
  6. Smag til med salt og peber.

Tilbehør:

  1. Skræl bolsjebeder, og skær dem i papirtynde skiver på en mandolin.
  2. Servér gravet lammemørbrad i tynde skiver ledsaget af bolsjebeder og tranebærkompot. Dryp med lidt olivenolie, giv godt brød til, og servér retten som forret eller lille frokost.

Tip! Smag også denne gourmet-forret med laks