Grønt

Tomatsuppe med grøntsager og bacon

Lav en smagfuld og fyldig tomatsuppe med grøntsager, bacon og toppet med lækkert tilbehør.
af Mai Knauer / Foto: Columbus Leth 5.09.2016
Tomatsuppe med grøntsager og bacon

Nogle gange har man bare lyst til sådan en rigtig kraftig tomatsuppe, der er fyldt med gode sager. Den slags tomatsuppe, der kan forebygge en forkølelse og varme dig op indenfra. En rigtig vitaminbombe. Sådan en suppe er den her med tomat, gode grøntsager og lækker bacon. Den er proppet med smag! Men skulle du alligevel ønske at gøre den endnu mere mættende, så kan du evt. lade to håndfulde pastaskruer koge med i suppen de sidste 8-10 minutter. TIP! Blend gerne suppen med en stavblender direkte i gryden. Det er meget nemmere end at bruge en rigtig blender. Prøv også: Jamie Olivers lækre tomatsuppe

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Opskrift på tomatsuppe med grøntsager og bacon

Tid: 30 min. Kogetid: 1 time. Ovntid: 20 min. Personer: 4

Det skal du bruge til tomatsuppen:

  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 gulerod
  • 100 g knoldselleri
  • ½ rød peberfrugt
  • 2 skiver bacon
  • olivenolie til stegning
  • 1 spsk. tomatpuré
  • 1 dåse flåede tomater
  • 1 l tomatjuice
  • ½ l hønsebouillon
  • 1 kvist frisk timian
  • salt og friskkværnet peber
  • 2 dl cremefraiche 18 %
  • 1 rødløg
  • 1 lille bundt purløg
  • godt brød

Prøv også: 6 smagfulde supper

Sådan laver du tomatsuppe med grøntsager og bacon:

  1. Pil løg og hvidløg, og hak dem fint. Skræl gulerod og selleri, og skær dem i mindre stykker. Rens peberfrugten, og skær den i grove tern. Skær baconskiverne i mindre stykker. Steg det hele i olie i en gryde. Tilsæt tomatpuré, flåede tomater, tomatjuice, bouillon og timian. Lad det simre i 1 time.
  2. Fisk timiankvisten op. Blend suppen, og smag til med salt og peber.
  3. Servering: Servér suppen med cremefraiche, finthakket rødløg og purløg samt et stykke brød.

​Prøv også: Kartoffelsuppe med chili og ingefær her!