Grønt

Puré af gule ærter med stegt palmekål

Cremet puré er det perfekte tilbehør til middagen eller som lækker dip til en lille appetizer. Prøv denne delikate ærtepuré med aromatisk kamille og toppet med stegt palmekål!
af Mikkel Karstad. Foto: Anders Schønnemann. 11.02.2021
Opskrift på ærtepuré med kamille og palmekål

Man kan lave puré af næsten alle slags grøntsager, og de gør sig fantastisk som cremet tilbehør på en delikat middagstallerken. Den kan nemt anrettes flot på tallerkenen i en flot stribe eller som en lille klat under et stykke kød. Den kan også serveres i en flot skål som dip til lidt brød inden maden.

Denne puré vil helt sikker imponere med dens milde sødme fra kamilleblomsten i samspil med gule flækærter, der giver en smuk farve. Det er en kombination, I må prøve!

Læs også: Gule ærter som dip med breadsticks

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Puré af gule ærter med stegt palmekål

Antal: 4 personer

Det skal du bruge for at lave puré af gule ærter med stegt palmekål

  • 300 g tørrede gule flækærter

  • 1 håndfuld kamilleblomster

  • 300 g palmekål

  • 2 dl olivenolie

  • ½ dl æblecidereddike

  • Salt og peber

Sådan laver du puré ad gule ærter med stegt palmekål

  1. Skyl ærterne, og læg dem i en gryde med vand, så det dækker.

  2. Tilsæt kamilleblomster, og kog ærterne i 35-40 minutter, til de er møre.

  3. Pluk palmekål i mindre stykker, skyl dem, og afdryp grundigt.

  4. Blend de kogte gule ærter til en glat puré i en blender sammen med 1½ dl olie, eddike, salt og peber.

  5. Lad puréen køle lidt af, og anret den på en stor tallerken eller i en skål.

  6. Steg palmekål på en meget varm pande i lidt olie i ca. 30 sekunder, så kålen bare lige falder sammen og stadig holder lidt af sin sprødhed.

  7. Krydr med salt og peber.

  8. Fordel den varme palmekål på toppen af puréen, og dryp med lidt ekstra olie.

  9. Servér med godt brød til.

Vild med cremet grøntsagsdip?

Alt bliver bare lidt mere lækkert med en god sauce, puré eller dip, og de findes i uendelige variationer. Prøv en lækker baba ganoush i nye klæder. Se opskriften med squash her.

opskrift på baba ganoush med squash