Kager

Små formkager med rabarber

Sæsonens delikate og smukke rabarber har hovedrollen i denne opskrift på formkager i portionsstørrelse. Prøv dem!
Af Mai Knauer 27.04.2021 Foto Columbus Leth
6 personer

Det skal du bruge:

  • 500 g rabarber
  • 75 g sukker
  • 2 spsk. vand
  • 1 vanilje-stang
  • 175 g smør + lidt til formene
  • 150 g mandelmel
  • 320 g flormelis
  • 150 g hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 5 æggehvider
  • 1 tsk. usprøjtet citronskal
  • 1 spsk. sukker til drys
  • 6 små, aflange kageforme, ca. 6 x 10 cm

Sådan laver du små formkager med rabarber:

  1. Tænd ovnen på 200°.

  2. Rens rabarberne, og skær dem i stykker på ca. 8 cm. Læg dem i et ovnfast fad sammen med sukker, vand og flækket vaniljestang.

  3. Bag dem i ovnen i 15-18 minutter.

  4. Afkøl og gem lagen til servering.

  5. Smelt smørret i en tykbundet gryde i ca. 2-3 minutter, til det bruner.

  6. Hæld smørret i en skål. Bland mandelmel, flormelis, hvedemel og bagepulver i en anden skål.

  7. Lav en fordybning i midten, og hæld æggehviderne i fordybningen sammen med det brunede smør og fintrevet citronskal. Pisk det hele godt sammen.

  8. Smør formene, læg evt. bagepapir i, og fyld dejen i formene.

  9. Læg 2-3 stykker bagt rabarber oven på hver portion dej, og drys sukker over.

  10. Bag kagerne i ovnen ved 180° i 30-35 minutter.

  11. Brug en kniv til at løsne kagerne i kanterne, lige når de er kommet ud af ovnen.

  12. Afkøl kagerne helt på en bagerist. Servér med resten af rabarberne og lagen til.

Formkager med rabarber - den bedste opskrift

De små, søde formkager er nemme at bage og passer perfekt i picnickurven eller som et sødt punktum i madpakken. Du kan fryse kagerne ned og tø dem op, når sukkertrangen melder sig - så kan du også forlænge rabarbersæsonen!

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.