Marcipan på kagen - sådan gør du!

Marcipan er det der gør din kage lidt mere speciel og festlig. Lær her, hvordan du laver marcipanovertræk, marcipanroser og anden flot marcipanpynt.

Overrask også familien med mazariner - få opskriften her!
 

Marcipanlåg og -bånd om kagen

Køb færdigudrullet marcipan, eller rul selv marcipan ud imellem to silikonemåtter (eller klip 2 fryseposer op, og rul marcipanen ud mellem de 2 lag plastik) - så er det nemmere at tage marcipanen op bagefter. Er marcipanen for blød, kan du ælte lidt flormelis i, så den bliver nemmere at arbejde med. Mål højden og omkredsen på din kage, og skær et bånd af marcipan, som du sætter fast omkring din kage. Til toppen skærer du et rundt låg af marcipan, som du lægger på. Knib forsigtigt kanterne sammen hele vejen rundt.

Bliv inspireret til en anderledes lagkage med marcipan.

Marcipanroser

Rul lidt marcipan til små kugler i forskellige størrelser. Pres kuglerne flade mellem to stykker plastik (fx to chartekker eller fryseposer) eller silikonemåtter. På denne måde kan du få ekstra tynde og fine blade på dine marcipanroser. Fold det mindste stykke marcipan sammen, så det bliver det inderste blad i rosen. Fold det næstmindste stykke marcipan på samme måde, og sæt det næste blad udenpå. Fortsæt med resten af marcipanen, til du har en passende rose. Pres bladene sammen forneden som en lille stilk, og nip den overskydende marcipan af. De små grønne blade under marcipanroserne på din kage skærer du ud af marcipan i fri hånd. Lav årer på bladene ved hjælp af en kniv.

 

 

Marcipansløjfe

 

TRIN 1 Rul 4 strimler marcipan ud på 3 x 5 cm, og fold dem på midten. Sæt stykkerne sammen 2 og 2, således at de foldede ender peger udad og danner et V. Tryk enderne let sammen. Skær enderne til med en kniv, så de bliver helt lige.
TRIN 2 Sæt de to V-formede marcipanstykker sammen ved enderne, så de danner en sløjfe.
TRIN 3 Skær en strimmel marcipan ud, og læg den over sløjfen på midten. Bøj den rundt om sløjfen, og skær overflødig marcipan af på bagsiden.
TRIN 4 Nu er din sløjfe klar til at pynte på en kage.

Find mange flere lækre kager og kagepynt i galleriet nedenfor