Cheesecake med solbær

Cheesecake er et hit i det søde køkken, og det kan vi godt forstå. Smagen af sprød kiksebund og cremet ostefyld får mundvandet til at løbe hos de fleste. I denne cheesecake har vi tilføjet solbær, så hvis du stadig har lidt bær i haven, kan du med fordel bruge dem i denne dejlige dessert. Kagen har brug for lidt hviletid, men ellers er opskriften lige til at kaste sig ud i. 

Prøv også: Cheesecake med citron og lakrids

Det skal du bruge til din solbærcheesecake:

Bund: 
  • 100 g smør 
  • 175 g Digestive-kiks 
Fromage: 
  • 4 blade husblas 
  • 2 pasteuriserede æg 
  • 75 g sukker 
  • 200 g flødeost 
  • 1 dl solbærsyltetøj – gerne hjemmelavet 
  • 2 spsk. solbærsaft 
  • 3 dl piskefløde 

Gelé: 

  • 4 blade husblas 
  • 2½ dl solbærsaft 
Desuden:
  • Friske solbær

Se også: Regnbuepandekagetårn

Sådan gør du:

  1. Smelt smør i en gryde, og tag det af blusset.
  2. Smuldr kiksene i – du kan evt. blende dem lidt først.
  3. Pres kiksemassen ned i en springform, Ø ca. 20 cm, beklædt med bagepapir. 
  4. Læg husblassen i koldt vand i ca. 10 minutter. Pisk æg og sukker luftigt. Bland flødeost i sammen med solbærsyltetøj. Tag forsigtigt husblassen op af vandet, og smelt den over vandbad. Afkøl den med solbærsaft.
  5. Pisk fløden stiv. Kom husblas i flødeostblandingen, og vend flødeskummet i. Hæld fromagen over kiksen, og stil den i køleskabet.  
  6. Læg husblassen i blød i ca. 10 minutter.
  7. Varm ½ dl solbærsaft, og smelt husblas direkte i den varme saft.
  8. Bland den med resten af saften, og hæld den over kagen.
  9. Lad den stå i køleskabet i mindst 3 timer. Pynt med friske solbær.

Flere lækkerier med solbær: Islagkage med solbær på kiksebund