Desserter og kager

Den bedste opskrift på jordbær-sorbet - lav nemt din egen

Vores opskrift på jordbær-sorbet er nem, sommersød og med en lille overraskelse, der gør den bedre end alle andre.
af Mikkel Karstad / Foto: Anders Schønnemann 13.11.2020
Opskrift på jordbær-sorbet

Vi vil vove at påstå, at vores opskrift på jordbær-sorbet er bedre end alle andre, fordi den indeholder en lille hemmelighed. Sorbeten indeholder nemlig lidt peber, som er med til at ‘knække’ sødmen i jordbær-sorbeten, samtidig med at det fremhæver smagen af jordbær. Hvis du aldrig før har prøvet kombinationen af peber og jordbær, så kan du godt glæde dig!

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Prøv også: Jordbær-sorbet med rabarber

Den bedste opskrift på jordbær-sorbet

4 personerDet skal du bruge til jordbær-sorbet:
  • 500 g friske jordbær (frosne kan også bruges)
  • 1 l vand
  • 200 g rørsukker
  • ½ vaniljestang
  • 10 hele sorte peberkorn
  • fintrevet skal og saft af 2 usprøjtede citroner
Sådan laver du jordbær-sorbet:
  1. Skyl jordbærrene så lidt som muligt, og kun hvis de er snavsede. Nip de grønne haser af. Jordbær suger vand til sig, og det forstærkes, hvis du skyller dem, efter at blomsten er fjernet. Halvér jordbærrene, og kom dem i en gryde sammen med vand, sukker, vaniljekorn og -stang samt peberkorn. Kog det hele op, og lad det koge i 3-4 minutter.
  2. Tag gryden af varmen, og smag til med fintrevet citronskal og citronsaft. Lad jordbærlagen trække i 20 min. Blend lagen, og sigt den igennem en grovmasket sigte, så der kommer lidt af jordbærkødet med igennem. Afkøl sorbetlagen helt i køleskabet, hæld den i en ismaskine, og kør den til sorbet.
  3. Fyld den færdige sorbet i en plastikboks, og sæt den i fryseren, hvor den kan holde sin cremede konsistens i 3-4 dage. Hvis sorbeten står længere, begynder den at danne store iskrystaller og blive hård og lidt trist at spise. Skulle det ske, så smelt sorbeten, og frys den på ny i ismaskinen. Har du ikke en ismaskine, så frys isen i fryseren, og rør løbende under indfrysningen.
De her 11 opskrifter med jordbær

Brug fx din hjemmelavede jordbær-sorbet til denne smukke dessert:

Stegte jordbær med jordbær-sorbet og brændte mandler

Opskrift på stegte jordbær med brændt marengs og jordbær-sorbet

4 personerDet skal du bruge:
  • Følg opskriften i toppen
  • 2 æggehvider
  • 80 g flormelis
  • 2-4 saltkorn
  • 16 store faste jordbær
  • lidt geraniumblomster el. andre spiselige blomster

Læs også: Rabarbertrifli - en lækker dessert!

Sådan laver du desserten:
  • Jordbær-sorbet: Følg opskriften i toppen.
  • Stegte jordbær: Vask og rens jordbærrene, og nip blomsten af. Skær jordbærrene i halve, så du har en top og en bund. Varm en pande op, og sæt jordbærrene på en tør pande med skærefladen nedad, og steg dem i 1-2 minutter, så de bliver ‘brændte’ og får en flot karamelliseret overflade. Tag jordbærrene forsigtigt af panden, og læg dem på en tallerken.
  • Marengs: Pisk hviderne helt stive med salt, og tilsæt herefter flormelis lidt ad gangen, mens du stadig pisker, indtil du får en stiv og sej marengs. Fyld marengsen i en sprøjtepose, og klip et lille hul. Sprøjt små toppe på en tallerken, og brænd dem herefter med en lille gasbrænder. Hvis du ikke har en gasbrænder, så giv dem lidt grill i ovnen. Fordel de stegte jordbær imellem marengstoppene på tallerkenerne, og læg en god kugle jordbærsorbet og lidt blomster på toppen.
  • Servér med det samme, imens marengsen stadig er lidt lun og isen fast, og pynt med de spiselige blomster.