Aftensmad

Svinerillette med portvinsgelé

Rilletten er nem at lave, men tager tid at tilberede. Lav en stor portion, så du kan nyde godt af resterne i flere dage.
af Louisa Lorang. 7.10.2022 Foto: Rikke Westesen.
Svinerillette med portvinsgelé

Denne svinerillette er alt besværet værd! Den er lidt tidskrævende, men smager pragtfuldt, så det er oplagt at lave meget, når nu du er i gang - så har du til flere dage. Et tip er at dække rilletten med et lag fedt, så holder den sig længere tid i køleskabet.

10 personer

Det skal du bruge

  • 1 kg nakkefilet uden svær
  • 500 g stegeflæsk uden svær
  • 3 stilke frisk rosmarin
  • 4 stilke frisk timian
  • 2 laurbærblade
  • 1 spsk. hele peberkorn
  • 2 hele nelliker
  • 1-2 dl vand
  • 1-2 dl fedt- og stegesky
  • 1 knsp. stødt allehånde
  • 1 tsk. hvidvinseddike
  • Salt og peber
  • 2-3 teposer

Portvinsgelé

  • 3 blade husblas
  • 3 dl portvin
  • 1 spsk. sukker

Til servering

  • ½ rugbrød
  • Cornichoner

Sådan laver du svinerillette:

  1. Tænd ovnen på 135°. Skær nakkefilet og flæsk i små tern på ca. 2 x 2 cm, og læg dem i en stor støbejernsgryde.
  2. Skyl og hak rosmarin og timian fint. Fyld begge dele i teposer sammen med laurbærblade, peberkorn og nelliker, og fordel dem i gryden.
  3. Hæld vand i gryden, læg låg på, og lad kødet simre i ovnen i ca. 3 timer. Vend rundt i kødet undervejs – det må ikke mangle væde, men skal heller ikke være helt dækket.
  4. Tag gryden ud af ovnen, kassér krydderierne, og sigt væden fra kødet, og kassér den.
  5. Tag sky og fedt ud af køleskabet, og lad det hvile, så det deler sig.
  6. Riv kødet fra hinanden i en skål med 2 gafler, og vend ca. 1 dl fedt (det øverste af stegeskyen) i kødet. Gem lidt fedt til senere.
  7. Smag rilletten til med lidt allehånde, eddike, salt og masser af peber. Tilsæt herefter sky, til konsistensen er cremet.
  8. Fordel rilletten på skoldede sylteglas, og hæld det resterende fedt ovenpå. Opbevar rilletten i køleskabet indtil servering, og fjern fedtlaget, inden den sættes på bordet.

Sådan laver du portvinsgelé:

  1. Læg husblas i blød i en skål med koldt vand i 3-4 minutter.
  2. Kog 1 dl portvin og sukker i en gryde, til sukkeret er opløst. Tag gryden af varmen.
  3. Vrid husblassen, og smelt den i den varme portvin. Rør resten af portvinen i, fordel portvinsblandingen i et sylteglas, og lad den hvile på køl i 1-2 timer, til geléen har sat sig.

Servering: Servér rilletten med godt rugbrød, portvinsgelé og cornichoner.