Kød og fjerkræ

Stegt kyllingelever med kvæde, bolsjebeder og kørvel

Vil du imponere dine gæster med en af de lidt mere komplicerede foretter, så prøv denne opskrift på stegt kyllingelever med kvæde, bolsjebeder og kørvel.
af Mikkel Karstad / Foto: Anders Schønnemann 11.11.2020
Opskrift på stegt kyllingelever med kvæde, bolsjebeder og kørvel

Det kan godt være en udfordring at finde på en forret, som ikke er for tung, men stadig rig på smag. Denne opskrift på stegt kyllingelever med kvæde, bolsjebeder og kørvel er let og delikat, men der er ikke gået på kompromis med smagen.

Smag også: Denne forret med kyllingelever

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Stegt kyllingelever: Opskrift med kvæde, bolsjebeder og kørvel

6-8 personer

Det skal du bruge:

  • 500 g frisk kyllingelever
  • olivenolie
  • 1 kvæde
  • 1 stor bolsjebede
  • 2 spsk. æbleeddike
  • frisk kørvel
  • 1 tsk. akaciehonning
  • salt og friskkværnet peber
  • 4 store kvæder
  • 1 dl vand
  • 300 g sukker
  • 1 citron

Sådan laver du stegt kyllingelever med kvæde, bolsjebeder og kørvel:

Kvædepuré:

  1. Skræl kvæderne, og skær dem i kvarte.
  2. Fjern kernehuset, og skær frugterne i grove tern.
  3. Kog kvædestykkerne i en gryde med vand, honning og citronsaft på lavt blus i 40-60 minutter, indtil de koger helt ud til en tyk mos.
  4. Tilsæt sukker, og lad det koge i yderligere 15-20 minutter.
  5. Kvædepuréen skal være helt blank og glat, så hvis der stadig er lidt klumper, kan du bruge et piskeris eller stavblender til at gøre puréen helt ensartet.
  6. Hæld puréen i et helt rent glas med tætsluttende låg, og gem til senere brug.

Resten:

  1. Rens kyllingelever for sener og blodårer, og vend leveren med lidt olivenolie i en skål.
  2. Skær kvæden i helt tynde skiver, og steg skiverne på en tør pande i 1-2 minutter på hver side, indtil de er brankede og karamelliserede.
  3. Tag kvædeskiverne af panden, og krydr dem med salt og friskkværnet peber.
  4. Skyl bolsjebeden, og skær i papirtynde skiver på et mandolinjern. Læg skiverne i koldt vand.
  5. Steg kyllingelever i olivenolie på en varm pande i ½-1 minut på hver side, så de får en flot stegeskorpe og samtidig er rosa i midten.
  6. Krydr med salt og friskkværnet peber.
  7. Servér den lune lever med kvædepuré, stegte kvædeskiver og bolsjebeder, og dryp med lidt olie, æbleeddike, kørvel, salt og peber.

LÆS OGSÅ: 10 nemme forretter til fest og nytår