Kød og fjerkræ

Andesteg med svampesauce

Den traditionelle andesteg får selskab af en kraftig svampesauce med masser af portvin, syltede tyttebær og en frisk speltsalat med fyld af feldsalat, rød grape og ristede mandler.
af Marie Melchior, Foto: Betina Hastoft 9.11.2011
Andesteg med svampesauce

Andesteg med svampesauce og syltede tyttebær

(6 personer)

Andesteg:
1 and (2½-3 kg) groft køkkensalt
2 æbler (fx coxorange)
8 svesker uden sten
1 bundt frisk citrontimian
5 dl æblecider til bradepande
2½ dl vand til bradepande

Prøv også: Andesteg med æbler, timian og rosiner

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

- Tænd ovnen på 160°. Fjern overflødigt fedt ved gumpen på anden. Gnid din andesteg med salt indvendigt og udvendigt. Skyl æblerne og skær dem i
både.

- Fyld din andesteg med æblebåde, svesker og timiankviste. Læg anden med ryggen opad på en ovnrist over en bradepande. Sæt din andesteg midt i ovnen, og lad den stege i 50 min. Vend den så brystet vender opad. Hæld andefedtet fra bradepanden over i en skål. Hæld æblecider i bradepanden sammen med vand.

- Pensl anden med det smeltede andefedt, og steg yderligere 70-80 min. Pensl den igen med andefedt, og efterbrun evt. ved 225° i 5-6 min. Hold øje med at den ikke bliver brændt. Tag din andesteg ud, og lad den trække 10-15 min., før den skæres for. Anret andestykkerne på et smukt fad, og arranger fyldet i midten.

Svampesauce med portvin:
50 g tørrede morkler
50 g tørrede karljohansvampe
25 g smør
indvolde fra anden (hjerte, kråse, lever)
1 æble
2-3 kviste timian
2-3 kviste oregano
1 fed hvidløg
1 dl portvin
2 spsk æbleeddike
4 dl æblecider
4-5 spsk andesky (fra bradepanden)
2 spsk majsstivelse (Maizena)
4 spsk vand
salt og peber

- Skyl de tørrede svampe og sæt dem i blød i koldt vand i en times tid.

- Smelt smørret i en lille gryde. Brun indvoldene sammen med timian, oregano og mast hvidløg i 4-5 min. Hæld portvin og æbleddike ved og lad det koge ind til ca. halvdelen.

- Hæld æblecider i gryden og kog ved svag varme i 40 min. Si saucen, og kog yderligere ind med 4-5 spsk andesky fra bradepanden. Det giver ekstra smag. Jævn saucen med 2 spsk maizena udrørt i 4 spsk vand. Smag til med salt og peber.

- Hæld vandet fra svampene, dup dem tørre med et viskestykke, og rist dem i smør i 3-4 min. på en varm pande. Rør de smørsauterede svampe i saucen.

Syltede tyttebær
250 g tyttebær
100 g sukker
3 spsk vand

- Bland tyttebær, sukker og vand i en gryde. Kog det hele sammen ved svag varme i 20-30 min. uden låg. Afkøl tyttebærrene, og fyld dem på glas.

Speltsalat med rød grape og ristede mandler
250 g perlespelt
3 røde grapefrugter
100 g feldsalat
100 g mandler
1 spsk havsalt
2 spsk olivenolie
3 spsk æblebalsamico
6 spsk olivenolie
havsalt og friskkværnet peber

- Skyl perlespelt i koldt vand og kog dem efter anvisningerne på posen. Skær grape i fileter. Skyl feldsalaten. Rist forsigtigt mandlerne i olivenolie og salt på en pande til de begynder at dufte.

Hæld det kogende vand fra perlespelten. Bland den kogte spelt med grapefileter, feldsalat og ristede mandler. Bland æbleeddike og olivenolie og vend den i salaten. Krydr med havsalt og friskkværnet peber.

Nu kan du servere en lækker andesteg med fantatisk tilbehør.