5 madvarer du ikke skal putte i fryseren

Vi er vilde med vores frysere og vil ikke undvære dem for noget. Alt fra kød til frostgrøntsager og brød ryger herind og kan hurtigt tages ud igen og tøes op på de dage, hvor det skal gå lidt stærkt med maden. Det ville være dejligt, hvis man kunne gemme alt på den måde, men det er desværre ikke alle madvarer, der egner sig til en tur i kulden.

Læs også: Sådan afrimer du din fryser korrekt

5 madvarer du ikke skal fryse 

Rå frugt og grøntsager
På grund af deres høje vandindhold, er det en rigtig dårlig idé at putte rå frugt og grøntsager i fryseren. Når du fryser dem, ændrer strukturen sig fuldstændig, og de vil aldrig blive sprøde og lækre igen. I stedet ender du med bløde og kedelige udgaver af de før så lækre grønne og sunde sager. 

Ost
Heldigvis er ost en af de madvarer, der kan holde sig nogenlunde længe i køleskabet, og det er heldigt, for ost har ikke godt af at komme i fryseren. Hårde oste vil smuldre og blive lidt melede, og bløde oste vil krystalisere og den lette og lækre konsistens bliver ødelagt. 

Mælkeprodukter
Lidt som med osten er andre mælkeprodukter heller ikke så spændende, når du tør dem op igen. Mælk, yoghurt og creme fraiche vil helt ændre struktur og skille - og det er ikke så lækkert at sætte tænderne i eller hælde i glasset for at drikke. Du kan dog godt fryse mælkeprodukterne, hvis planen er at bruge dem i madlavningen på et senere tidspunkt.

Kartofler
Her er problemet lidt det samme som med frugt og grøntsager, nemlig det høje vandindhold, som danner iskrystaller, hvis de kommer i fryseren rå. Det giver bløde og kedelige kartofler, når du tør dem op igen. Kartofler skal helst opbevares køligt og mørkt. Hvis du alligevel gerne vil fryse dem for at forlænge holdbarheden, så kan du koge dem inden - de bliver stadig en smule vandede, men bedre end hvis de bliver frosset rå.

Hele æg
Vi håber ikke, du har prøvet at fryse æg med skal, for her er tale om noget, der virkelig kan svine i fryseren! Det er præcis med æg som med andet flydende: De udvider sig inde i skallen, når de bliver frosset ned, og skallen knækker. I bedste fald har du ubrugelige æg, i værste har du en fryser fyldt med halvflydende, lugtende æg...

Kilde: www.huffingtonpost.com