Æg bagt med svampecreme og sort trøffel

Når det kommer til lette frokostretter, er æg som regel et sikkert hit. I denne skønne opskrift har æggene fået fornemt selskab af smagslækker, sort trøffel og hvidvinsstegte svampe - en kombination der nærmest smelter på tungen. Bon appétit!

Det skal du bruge til æg bagt med svampecreme og sort trøffel:

  • 4 skalotteløg
  • 1 fed hvidløg
  • 150 g blandede svampe
  • 2 spsk. olivenolie
  • 3kviste timian
  • 1 laurbærblad
  • 2 dl hvidvin
  • 1 dl cremefraiche 38 %
  • Salt og peber
  • 4 æg
  • 40 g gruyère
  • 12 skiver trøffel
  • 4 skiver surdejsbrød

Sådan gør du:

  1. Tænd ovnen på 200°. Hak skalotteløg og hvidløg fint, og skær svampene i skiver. Hæld olivenolie på en varm pande, og steg skalotteløg og hvidløg med 2 timiankviste og laurbærbladet i ca. 2-3 minutter, til løgene bliver gyldne.
  2. Hæld svampene på panden, og steg yderligere 5 minutter. Tilsæt hvidvin, og lad det koge ind. Tilsæt cremefraiche, og lad det koge ind til ca. det halve. Smag til med salt og peber.
  3. Kom svampeblandingen i en stor jerngryde eller i 4 små ildfaste skåle. Fjern timiankviste og laurbærbladet.
  4. Slå æggene ud over svampeblandingen, og bag blandingen i panden eller de ildfaste skåle i ovnen i ca. 3-4 minutter. Imens kan du rive gruyèren og herefter drysse den over æggene.
  5. Sæt retten tilbage i ovnen, og bag videre i ca. 4-8 minutter, alt efter hvordan du ønsker æggene bagt.
  6. Tag retten ud, og pynt med lidt frisk timian og skiver af trøffel. Servér med ristet surdejsbrød til.