Tiramisu-is med kaffesirup og chokolade

Tiramisu er en ægte klassiker i det søde køkken - og med god grund! Den søde mascarpone, lækre amaretto og kraftige kaffe smager nemlig himmelsk i forening.

Vi har taget de gode ingredienser fra den italienske dessertklassiker og tryllet dem om en ny og kølende tiramisu-variant i sommerklæder. Her får du opskriften på en skøn tiramisu-isdessert med kaffesirup og chokolade. 

Prøv også den helt klassiske version: Italiensk tiramisu

Det skal du bruge til dine tiramisu-isdesserter:

Ca. 1 l – rækker til ca. 4 personer

Mascarponeis:

  • 2½ dl sødmælk
  • 5 dl piskefløde
  • 150 g sukker
  • 4 æggeblommer
  • 250 g mascarpone

Kaffesirup:

  • 1 dl stærk kaffe
  • 50 g sukker

Desuden:

  • 2 dl stærk kaffe
  • 1 dl Amaretto
  • 4 ladyfingers
  • Chokoladespåner

Se også: Kirsebær-sundae med chokoladesauce

Sådan gør du:

Mascarponeis:

  1. Hæld mælk, 2 dl piskefløde og 75 g sukker i en gryde, og varm det op, indtil sukkeret smelter. Tag gryden af varmen, og lad det køle af.
  2. Pisk æggeblommerne i en skål med de resterende 75 g sukker, indtil det er lyst og luftigt. Rør mascarponen ud i den afkølede mælkeblanding, og rør den i de piskede æggeblommer.
  3. Pisk resten af piskefløden til skum, og vend det hele sammen.
  4. Rør isen i ismaskinen i 40-60 minutter. Kom den i en plastikboks eller brødform, og stil den i fryseren i minimum 4 timer.

Sirup:

  1. Hæld kaffe og sukker i en gryde, og lad det koge op, indtil sukkeret opløses, og massen tyknes en smule. Lad det køle helt af.

Desuden:

  1. Placér 2 kugler mascarponeis i bunden af 4 glas. Hæld kaffe og Amaretto i en dyb tallerken, dyp ladyfingers deri, og kom dem i glassene. Hæld en lille smule kaffesirup over. Gentag med iskugler og kaffesirup.
  2. Dekorér til sidst desserten ved at toppe den med chokoladespåner.

Flere lækre isdesserter: Islagkage med brownie og Baileys-is