Drikke

Rosé champagne til den dekadente middag

Champagne er dyr, og dyrere er rosé Champagne. Men der er ingen erstatning for den ægte vare, hvis bruset skal forføre.
af Erik Morsing og Anders Grøndahl 19.12.2012
Rosé champagne til middagen

Champagne skaber stemning

Kniber det med romantikken omkring middagsbordet, er Champagne nok det mest effektive, man kan hælde i glasset for at vende stemningen. Og er det rosé Champagne, bliver det ikke bedre. Den laksefarvede champagne er indbegrebet af elegance, raffinement og dekadence. Teknisk adskiller processen sig ikke fra traditionel rosé, som fremstilles ved at fjerne de røde druer fra mosten, inden farvestoffet fra skallerne har nået at farve vinen mørk rød. En anden mulighed er at blande almindelig rød vin i en hvid champagne, som det også er tilfældet med mange almindelige rosévine - de steder hvor den metode tillades.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Mere frugtsmag
Det er ikke altid lige nemt at smage forskel på en traditionel Champagne og en rosé Champagne, men den sidste har ofte en mere fremtrædende frugtsmag af jordbær og hindbær. Det er til gengæld ikke vanskeligt at smage forskel på de tre Champagner og de tre mousserende rosé vine fra Bourgogne, Italien og Alsace. Man forstår, hvorfor Champagne er to til tre gange så dyr som andre mousserende vine. Det er bare en anden smagsoplevelse at drikke Champagne. Tættest på den ægte vare kommer Klipfels Crémant d'Alsace rosé, og den kan være en udmærket substitut, hvis ens gæster ikke nødvendigvis er kendere af selve smagen, men også med glæde lader sig fascinere af de laksefarvede bobler.

Gem den frække røde til kæresten
Prisen på en god rosé champagne gør, at man nok tænker sig om to gange, før man sætter et større antal flasker på bordet til en god sommermiddag. Det gør man kun, hvis gæsterne virkelig værdsætter god vin i den ekstraordinære klasse. I de fleste tilfælde er en god Cremant d'Alsace en udmærket erstatning, og så kan man gemme den frække røde Champagne-variant til sig selv og kæresten.

Kraftige bobler

80 kr.
?

Smag af marcipan, camembert-ost, brombærlikør. Ja, det er såmænd ikke smagsnuancer, vi savner, men vinen fremstår grov og med for kraftige bobler. Ikke den store oplevelse.

La Marca
Pinot rosé cuvée brut
Italien
Philipson Wine

Jordbær og vanilje

110 kr.
???

Sødligt strejf af jordbær og vanilje, men også lidt kærnemælksagtig syrlighed i eftersmagen. Friskere og mere frugtig end den forrige, men markant under Champagneniveau.

Bailly Lapierre rosé brut
Crémant de Bourgogne
Frankrig
Philipson Wine

Frisk og indbydende

129 kr.
???

Det bliver bedre og bedre, uden at klokkerne af den grund ringer. Vaniljesmag og en pudsig duft af champignon. Heller ikke her nærmer vi os Champagne-kvalitet, men ganske frisk og indbydende og en flot farve.

Klipfel rosé
Crémant d'Alsace
Frankrig
Ludv. Bjørns Vinhandel

Lidt for dyr

250 kr.
??? (-)

Lidt skuffende i forhold til Henriot'en. Frisk nok i smagen, men vi savner dybde og nuancer. Den er markant billigere end de to andre Champagner i smagningen, og alene det er jo ofte et argument for at vælge. Stadig lidt for dyr i forhold til kvaliteten.

M. Brugnon
Champagne rosé
Juul's vin og spiritus

Høj klasse

365 kr.
????

Næsen afslører med det samme, at vi har den ægte vare i glasset. Diskret aroma af gær og markante toner af kaffe og ristet rugbrød med fine ædle og vedvarende bobler. Ingen tvivl om kvalitetsforskellen. Den vin har man lyst til at drikke.

Henriot
Champagne rosé
Vinrosen

Dyr og vidunderlig

419 kr.
?????

Meget overbevisende og rig på nuancer i både duft og smag. Testens dyreste, men også klart den bedste. Kort sagt en vidunderlig lyserød Champagne.

Deutz
2005 Champagne rosé
H.J. Hansen Vinhandel

FRA VELKOMST TIL OST

Champagne og rosé Champagne er en elegant velkomstdrink, men begge typer egner sig som ledsager til det meste af måltidet - navnlig typiske spanske tapasretter, italienske anti-pasti som vitello tonnato - kalvekød med tunsauce - de fleste typer fisk både kogte, stegte og grillede, jomfruhummer, hummer, andre skaldyr, østers og cremede fede oste.

Vil du lære mere om champagne? Så læs også artiklen: De bedste årgange af champagne

????? Topvin (excellent)
???? Storartet
??? Udmærket
?? Acceptabel
? Skuffende

+ Godt køb - For dyr