Strik en tofarvet tehætte

Hold teen varm med en fin og hjemmestrikket tehætte i patentlignende mønster. Udover hættens praktiske funktion, og det personlige og unikke udtryk, kan den kreative fordybelse virke som ren meditation og som et tiltrængt åndehul i en travl hverdag. Så fat strikkepindene, og forkæl dig selv eller en du holder af med en hjemmestrikket tehætte. 

TIP: Tehætten kan nemt tilpasses en hvilken som helst tekande, da du begynder med at strikke de to sidestykker og først syr dem sammen til sidst. På den måde kan du lave hætten ud fra, hvor fx tud og hank er placeret på din tekande.

Når tehætten er kreeret, trænger dine sofapuder måske til en kreativ opfriskning - få 3 opskrifter her

Det skal du bruge til den tofarvede tehætte:

  • 2 nøgler (100 g) Sensationel-merinould fra Cewec i lysegrå
  • 1 nøgle (50 g) i råhvid
  • Pinde nr. 5

Størrelse: S-L

Mål: Ø 52-58 cm.

Strikkefasthed: 15 m og 21 p i mønster = 10 cm. Strikkefastheden skal passe for at få det rigtige resultat, så måske skal du bruge tyndere eller tykkere pinde.

STRIKKETIP 1:

  • Dobbeltm = Stik p ned i masken under den m, der skal strikkes, og strik den r.

STRIKKETIP 2:

  • Perlestrik: 1. p: 1 r, * 1 vr, 1 r *, gentag fra * til * p ud.
  • 2. p: r over vr, vr over r.
  • Disse 2 p danner perlestrikmønstret og gentages.

Læs også: 4 overraskende fordele ved at strikke 

Sådan gør du:

Tehætten strikkes i to dele og sys sammen til sidst. Slå 39-43 m op med gråt garn, og strik 1 p vr og 2 p r.

Fortsæt i mønster således: 

  1. 1. p (hvidt garn): 1 r løs af, 1 r, * 1 dobbeltm (se strikketip 1), 1 r *, gentag fra * til * p ud, og afslut med 1 r.
  2. 2. p (hvidt garn): 1 r løs af, ret p ud.
  3. 3. p (gråt garn): 1 r løs af, * 1 dobbeltm, 1 r *, gentag fra * til * p ud.
  4. 4. p (gråt garn): 1 r løs af, ret p ud. Disse 4 p danner mønstret og gentages, indtil du har strikket i alt 17-19 mønsterrækker med det hvide garn.

Strik toppen af tehætten således: 

  1. 1. p: Som 3. mønsterp.
  2. Fortsæt derefter med perlestrik (se strikketip 2), men på 2. p strikkes 6 huller således: 3-5 m perlestrik, * 2 m sm, slå om, 4 m perlestrik *, gentag fra * til * p ud. Strik yderligere 7-9 p perlestrik, og luk af med r fra retsiden. Strik nu det andet sidestykke på samme måde.

Sådan syr du tehætten sammen: 

  1. Sy de nederste ca. 7 cm af tehættedelene sammen i den side, hvor tuden sidder, og sy evt. et par cm sammen over tuden – det er dog ikke altid nødvendigt. Har din tekande hank i siden, syr du også de nederste par cm i den side sammen og et par cm over hanken – mål efter på kanden.
  2. Sno eller hækl 2 snore på hver ca. 45 cm, hvis du har en tekande med hank på toppen, eller 1 snor på ca. 70 cm, hvis du har en tekande med hank i siden. Træk snorene/snoren igennem hullerne, træk hætten på, og bind snorene sammen.

Se også: Sådan strikker du boblemasker