DIY: Sådan laver du papir med marmoreffekt

Det skal du bruge til at lave papir med marmoreffekt:

  • ½ kg celluloseklister, Flügger Tapetklister
  • Stor balje eller bedroller
  • Piskeris
  • Oliebaserede kunstfarver
  • Glasskål
  • Terpentin
  • Pensel
  • Diverse gafler, pinde el.lign.
  • A3-papir
  • Stor glasflade, fx et gammelt spejl, du ikke bruger mere
  • Isskraber

Sådan laver du papir med marmoreffekt

TRIN 1 Bland celluloseklister i en balje efter anvisning på pakken, og sørg for, at det er godt opløst – brug fx et piskeris. Lad det gerne stå og hvile, imens du blander farverne.

TRIN 2 Bland dine yndlingsfarver i en glasskål. Hvid er næsten uundværlig og bruges til alle pastelfarver – okker er også fin i de fleste farveblandinger. Farveblandingen skal fortyndes lidt med terpentin, og konsistensen skal være lidt tyndere end pandekagedej.

TRIN 3 Brug nu en pensel til at dryppe malingsdråber i celluloseklisteret. Du kan nøjes med to farver, eller du kan blande flere sammen.

TRIN 4 Brug en gaffel, et par spisepinde eller et andet redskab til at lave spor i blandingen, så der dannes fine mønstre. Hvis malingen ikke fordeler sig ordentligt, kan den være for tyk, og du skal spæde farveblandingerne op med terpentin. Læg nu et stykke papir vandret øverst i limbadet, og lad det suge et par sekunder. Træk det derefter af hen over kanten. På papiret vil du se fine marmorerede aftegninger. Læg papiret på en glat glasflade, og træk overskydende maling af med en isskraber. Hæng papiret til tørre, fx på en tørresnor i kælderen. Fortsæt med et nyt stykke papir. Når papirerne er tørre, kan du stryge dem helt glatte med et strygejern. Læg viskestykke imellem papir og strygejern.

Her får du inspiration til, hvad du kan bruge papir med marmoreffekt til:

Æske til de små ting

Tegn låget af trææsken af på bagsiden af dit marmorerede papir. Klip papiret ud, og lim det på æsken. Skær eventuelt overskydende papir af med en skalpel, når det er tørt. Bor et hul i midten af låget. Stik en lædersnøre op fra lågets bagside igennem en korkkugle og ned igen. Klip lædersnøren til, og lim enderne fast under låget.

Personlig mappe

Beklæd en brun papmappe fra boghandleren med dit fineste marmorpapir, som du limer på med decoupagelim. Lim evt. en pyntekant af noget andet papir på ryggen af mappen. Du kan også dekorere hjørnerne med læderstykker, som du klipper til og limer fast.

Kunst i rammer

Det marmorerede papir er så dekorativt, at det fortjener at blive sat i glas og ramme sammen med en stregtegning af Matisse som en passepartout.

Skuffer til det hele

Klip papiret i passende stykker, og lim det på fronterne af skuffemøblet med tapetklister – brug en pensel. Lad overskydende papir blive siddende, til det er tørt. Herefter skærer du det forsigtigt væk med en skalpel.