Klematis: Få den smukke klematis i haven

Klematis er en af de smukkeste og mest alsidige klatreplanter i haven, og selv den mindste altan har plads til en køn klematis. En klematis egner sig nemlig særlig godt til altanen, hvor den kan få lov at klatre opad.

Klematis spænder over næsten hele farveskalaen og findes i et utal af former og blomsterstørrelser. De giver højde til haven på stativer, buer og pergolaer og kan med fordel sendes op i træer og bruges på husmure og udhuse.

Klematis og blomster er smukke. Pynt op med forårsblomster

Mindre klematis er smukke i stedsegrønne småtræer og kan bruges til at give farve i buske, der er kedelige efter blomstringen.

Læs også: 5 havetips i marts
 

Sådan planter og passer du klematis

• Klematis vil helst have hovedet i sol og fødderne i skygge. Skyg for de nederste stængler med en sten eller bunddækkeplanter.

• Grav et cirka 40 cm dybt hul, der måler det samme i omkreds. Læg småsten el.lign. nederst som dræn, hvis jorden ikke er veldrænet. Bland gerne kompost og en håndfuld animalsk gødning i jorden. Plant din klematis 10-20 cm dybere end jorden i potten.

• Vand grundigt en til to gange om ugen i vækstsæsonen fra april til august. Læg gerne kompost omkring din klematis før vinteren, da det isolerer og tilfører næring. Gød i marts-april med animalsk gødning, der ikke svider rødderne. Gød jævnligt i løbet af sommeren, sidste gang i begyndelsen af august.

Læs også: 5 overraskende ting, du kan bruge sukker til
 

Klematis - om blomstring og beskæring

Klematis inddeles i tre grupper efter blomstringstid og beskæring:

Gruppe 1 er de forårsblomstrende, der begynder i april. De blomstrer på knopper udviklet året før og må ikke beskæres før blomstring. Behøver kun beskæring, hvis de bliver for store.

Gruppe 2 er de forsommerblomstrende, der oftest blomstrer to gange. Hovedblomstringen sker fra midten af maj til juni på knopper fra året før og igen i juli til august med en lidt mindre blomstring fra knopper udviklet samme forår. Kan beskæres sparsomt i efteråret efter sidste blomstring.

Gruppe 3 er de højsommerblomstrende, som blomstrer fra juli til september på knopper udviklet samme år. De skyder fra bunden hvert år og klippes derfor ned til 20-30 cm over jorden i perioden januar-marts, inden de begynder at skyde med de nye knopper.