Collage af blomster
Buketter & kranse

10 gode blomster til tørrede buketter

af Sofie Wulff. 28.02.2020
Det er igen blevet populært at indrette med tørrede blomster i såkaldte "evighedsbuketter", der kan pynte fint og længe i boligen. Her kan du læse om, hvordan du gør og hvilke blomster, der egner sig særligt godt til at blive tørret.

Det er skønt med friske blomster i boligen, men det er svært at undgå at blive en lille smule ærgerlig, når blomsterne i den fine buket begynder at hænge med hovederne, og til sidst må lade livet til skraldespanden.

Vil du nyde din buket i længere tid, kan du vælge at lave den af udvalgte blomster, der er yndige, både imens de er friske, og når de efter noget tid er tørret ind. Alt efter hvilke blomster du vælger, vil din buket blive ved med at sprede både duft og farve i boligen længe efter, den er tørret ind. Her kan du læse, hvilke blomster der egner sig til at blive tørret, og hvordan du gør.

Sådan tørrer du dine blomster

Jo lavere fugtindhold en blomst har, jo nemmere er de at tørre, og blomster med meget lidt fugt i stængler og hoveder holder generelt også bedre på farven under tørring. Blomster med høj fugtighed, og som er meget våde i stilken, vil typisk rådne i stedet for at tørre ind.

Du kan tørre din buket på to måder. Enten kan du tørre blomsterne, før du samler dem i en buket, eller du kan tørre hele den friske buket i en vase. Vælger du sidstnævnte metode, skal du blot lade din buket stå i en vase med vand, indtil den tørrer ud, og herefter fjerne vandet, skære det nederste af stilkene og putte buketten tilbage i en vase uden vand.

Vil du i stedet først samle din buket, efter blomsterne er tørre, kan du hænge de friske blomster til tørring med hovederne nedad på en snor i loftet. Rummet, du bruger til tørring, skal helst være tørt og mørkt - fx en garage eller en kælder. Denne metode er især god til mere fugtholdige blomstersorter.

Blomster med højt fugtindhold tager generelt længere tid at tørre. Bliver du utålmodig, kan du give blomsterne en tur i ovnen ved svag varme og lågen på klem. Tørretiden afhænger af blomstersorten, men blomsterne er som udgangspunkt færdigtørrede, hvis bladene rasler, når du rører ved dem.

TIP: Efter blomsterne er tørre, kan du sprøjte dem med en lille smule hårlak. På den måde vil din buket holde en fin farve endnu længere.

Hvordan farver man tørrede blomster?

Det er kun tørrede blomster i lyse nuancer, der egner sig til at blive farvede. Du kan med fordel farve dine blomster, inden du tørrer dem ved fx at sætte brudeslør i vand tilsat frugtfarve eller farvepasta til madvarer. Du kan også farve de tørrede blomster med farvepasta, men så skal du have fat i en mere krads udgave.

10 blomster og planter du kan bruge i tørrede buketter:

10 gode blomster til tørrede buketter

  • Sankthansurt
  • Lavendel
  • Lammeøre
  • Hortensia
  • Eucalyptus
  • Rose
  • Solhat
  • Solsikke
  • Tidsel
  • Kornblomst
Blomster der er gode til at lave tørrede buketter
  1. Roser bevarer bedst sine fine farver, hvis du tørrer dem på en snor med hovedet ned af i et mørkt rum. Tørrer du dem i sollys, vil blomsterne typisk falme.
  2. Lavendel har et lavt fugtindhold og er derfor nem og hurtig at lufttørre.
  3. De fine eucalyptusgrene skifter nærmest ikke farve, når de tørrer ind, og bliver ved med at stå fint og grønt i mange måneder.
  4. Hortensiaens blomster skifter typisk hen i mere douce-agtige farver, når de tørrer, og er samtidigt lette at tørre. Du kan blot lade din friske buket tørre ind i en vase med vand, klippe et stykke af stilkene når de er helt tørre, og stille dem tilbage i en vase uden vand.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.