Få succes med dine æbletræer

Hvis du drømmer om et æbletræ i haven, er det vigtigt at plante korrekt fra starten, så chancen for succes bliver større. Derfor har vi samlet fire gode råd til, hvordan du lykkes med dit æbletræ og med glæde kan høste dine egne æbler i haven.
Skal du plante barrodsplanter, skal du vente til efteråret med at plante dine æbletræer, mens æbletræer fra potte kan plantes hele året. Vær bare opmærksom på vandingen, hvis du planter æbletræer ud i sommervarmen.

Læs også: 5 tips til en nem have!

4 gode råd om æbletræer:

  • Husk at overholde plantedybden, dvs. samme niveau, som træet står i potten. Planter du dybere, vil æbletræet hurtigt begynde at mistrives. Roden, som træet er podet på, vil begynde at skyde og tage magten fra toppen, så du får et helt andet æbletræ end det, du har købt.
  • Inden du tager træet ud af potten, skal du grave et stort hul, som du løsner godt i dybden. Jo større hul, jo bedre og hurtigere vil træet etablere sig.
  • Tag herefter træet ud af potten, og rids med en saks eller kniv ned gennem rodklumpen fire steder hele vejen rundt. Når du skærer rødderne over cirka 5 cm inde, bryder du røddernes vækst rundt og rundt, så de ikke fortsætter denne vækst ude i jorden.
  • Sæt træet ned i plantehullet, og fyld halvt op med jord. Vand grundigt, og træk træet op i det rette niveau. Fyld resten af hullet op, tryk jorden til, og vand igen. Sæt ikke en opbindingspæl ved, da det blot gør træet svagt og i øvrigt sjældent er nødvendigt.

Skal du plante kirsebærtræ? Få gode råd her!

Tre sunde og robuste æblesorter:

  • Discovery: De får smukke, røde og lidt flade æbler med en dejlig aromatisk smag. Æblerne modner allerede i slutningen af august og er et af de bedste tidlige æbler. Discovery er bedst, hvis de spises med det samme, men de kan godt gemmes et par måneder.
  • Aroma er en krydsning mellem Ingrid Marie og Filippa. Æblerne bliver store, saftige og smagfulde og får en fin rødlig farve med en gulgrøn bund. De modner i slutningen af september og kan gemmes til februar.
  • Elstar er en krydsning mellem Ingrid Marie og Golden Delicious. Æblerne bliver gule med en orangerød dækfarve og har en lækker syrlig-sød smag. De modner i oktober og kan gemmes til februar, før de bliver kedelige.