Hjemmelavet glaslampe i Murano-stil
DIY

DIY: Lav din egen Murano-glaslampe med swirl

Tekst og foto: Kristina Svejstrup Pedersen. 7.09.2023
Du kender nok Murano-lampen i opalglas fra Italien, men du kan faktisk nemt lave den selv med tape og lidt spraymaling. Følg blot guiden her!

DIY: Lampe med swirl i Murano-stil

Glaspusterne i Venedig udviklede gennem århundreder teknikker som bl.a. millefiori og trådglas. Siden 1500-tallet var glasværkerne på øen Murano førende med helt tyndt glas med forskellige, ofte farvestrålende, dekorationer.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Du kender sikkert allerede de skrøbelige og ofte stribede Murano-lamper i opalglas, der stammer fra Italien. Vil du lave en selv, der minder om stilen, er tape og maling tricket. Du skal blot følge guiden herunder!

Det skal du bruge

  • Lampeskærm i glas, f.eks. Tokabo fra Ikea
  • Isoleringstape
  • Afdækningspap
  • Spraymaling

Sådan laver du Murano-lampen

  1. Sæt isoleringstape på lampen ved at strække let i det, så det kan sættes fast i små buer. Gnid tapen godt fast, så tapen lukker helt tæt.
  2. Placér også isoleringstapen rundt om bunden af lampen, så der ikke kommer maling derpå senere.
  3. Sæt lampen på afdækningspap udenfor, og spray i lette strøg. Det er vigtigt, at du ikke sprayer for voldsomt. TIP: Det kan være en fordel at placere lampen oven på en dåse, så du kan spraye overalt, også tæt ved bunden.
  4. Træk forsigtigt isoleringstapen af, når malingen er tør, og saml lampen.