Terrasseinspiration - masser af idéer til indretning
Terrasse og altan

Masser af inspiration til indretning af din terrasse

af Charlotte Kobberøe Fink. Foto: Peter Kragballe og Stylesystemet 22.04.2022
Er der noget bedre end at tilbringe solrige sommerdage på sin helt egen terrasse? Vi har samlet masser af inspiration og fine idéer til indretning lige her.

Grillmiddage med venner og familie, dasedage i solen, morgenmad under åben himmel og let adgang til frisk luft, farverige blomster og velduftende krydderurter …

Når foråret får fat, forlænges hjemmet og breder sig til terrasser, haver og altaner. Og er du så heldig at have et uderum, som fungerer som ekstra boligkvadratmeter i sommerhalvåret, så kan det hurtigt betale sig at lægge lidt energi i, hvordan du får området udnyttet og indrettet bedst muligt.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvad skal man have på sin terrasse?

Når du indretter din terrasse, skal du først og fremmest tænke på, hvad du primært vil bruge den til. Har du god plads, kan du med fordel inddele den i flere forskellige zoner, så der både er et hyggeligt spiseområde, en plads til solsenge og måske et loungeområde, hvor morgenkaffen kan nydes, og du kan slappe af med en bog eller et magasin.

Er du mere begrænset i antallet af kvadratmeter, giver det bedst mening at udvælge én primærfunktion til din terrasse. Elsker du at spise ude, vil det være oplagt at prioritere et spisebord – men tænk eventuelt kreativt, og vælg et, der kan klappes sammen, så der også vil være plads til at slænge sig på en solstol eller madras på ekstra varme dage.

Hvordan indretter man en hyggelig terrasse?

Når de store linjer på terrassen er på plads, så er det tid til at have fokus på alle de små detaljer, som gør uderummet både hyggeligt og personligt. Det kan for eksempel være:

  • Masser af blomster, planter og krydderurter i fine krukker, der kan skabe liv på terrassen.
  • Hyggelig belysning som for eksempel solcellelamper, lyskæder og lanterner, der understreger stemningen på lune sommeraftener.
  • Fine tekstiler i form af tæpper og puder, der bidrager til både komfort og atmosfære. Tænk gerne i, hvordan de for eksempel matcher krukker og blomster, så du skaber en rød tråd i indretningen på terrassen.
  • En parasol eller et solsejl understreger også i dén grad sommerstemningen i dit uderum – og så er de nærmest uundværligt terrasse-tilbehør.
  • Tænk i at blande forskellige materialer. De naturlige udgaver som græsser, træ og bambus gør sig godt udendørs på både møbler og tilbehør, men bland dem gerne med både bløde tekstiler og mere rustikke materialer for at skabe et spændende udtryk.

Inspiration til indretning af din terrasse: 12 smukke bud, du kan hapse idéerne fra

terrasse_indretning_traeterrasse_cafemoebler_ideer

Foto: Maria Kirstine Vous

Har du ikke så mange terrasse-kvadratmeter at gøre godt med, så kan en god indretningsløsning være at vælge et lille cafésæt, hvor både morgenkaffen og aftensmaden kan indtages. Det er også let at klappe sammen og rydde væk, hvis du vil bruge pladsen til for eksempel en solstol.

indretning_af_terrasse_ideer_solseng_bambus

Foto: Nellie Møberg

Har du derimod god plads, så dedikér et område på terrassen til ren solbadning – som her, hvor solsengen i bambus virkelig kommer til sin ret. Sørg for at supplere med masser af blomster og planter i krukker og kurve, som skaber en naturlig overgang fra haven til hjemmet.

ideer_terrasse_inspiration_parasol_marguritebord

Foto: Stylesystemet

all in på kolononihave-stemningen, og indret din træterrasse med et marguerit-havemøbler, quiltede tæpper, mønstrede puder og grøftekantsblomster. Vasen på bakken er en arvesag fra Bornholm, skålen er lavet af keramikeren Gurli Elbækgaard, og kopperne er fra Studio Arhøj.

terrasse_indretning_traeterrasse_havestole_metal

Foto: Nellie Møberg

Når du indretter din træterrase, så kan du med fordel have for øje, hvilken retning den vender i – så kan du placere de forskellige zoner mest hensigtsmæssigt i forhold til solens stråler. Her giver de rustikke havestole i metal desuden et fint modspil til dugen af hør og de feminine blomster.

tagterrasse_baenk_hay_aebletrae_inspiration

Foto: Peter Kragballe

Hvis du har plads på terrassen, så skab flere små oaser, hvor man kan slå sig ned. Her glider havebænken fra Hay perfekt ind i omgivelserne under det gamle æbletræ. Puden er fra The Apartment.

terrasse_indretning_afskaermning_bambusgardiner

Foto: Nicoline Olsen

Masser af naturlige materialer er et hit, når du skal indrette din terrasse. Her fungerer gardiner i bambus både som afskærmning mod solen og nysgerrige blikke. Rullegardinerne er fra Color & Co. Bordet er lavet af en MDF-plade monteret med ben, og lamperne er fra belgiske Bazar Bizar. Spisebordsstolene er Børge Mogensens Folkestolen, og vasen er fra Hjorth Keramik.

terrasse_inspiration_ideer_til_indretning_træterrasse

Foto: Birgitta Wolfgang

Det behøver hverken at kræve mange penge eller masser af virkemidler at indrette en hyggelig terrasse. Her skaber et enkelt og rustiks plankebord tilsat mønstrede puder, en parasol og syrener fra haven det perfekte udgangspunkt for lune sommeraftener med venner og familie. Stolene er fra IKEA.

terrasse_inspiration_indretning_ideer_lounge_halvtag

Foto: Nellie Møberg

Vil du gerne forlænge antallet af dage, du kan nyde din terrasse, så overvej, om dele af den skal være overdækket. På den måde kan du udnytte din haveoase på selv regnfulde dage og dugfyldte sommernætter. Loungesættet er fra Bilka.

traeterrasse_indretning_inspiration_udsigt_strandstole

Foto: Nicoline Olsen

Er du så heldig at have en usædvanlig udsigt fra din træterasse, så kan den næsten fungere som indretning i sig selv!

terrasse_indretning_ideer_rundt_bord

Foto: Nellie Møberg

Har du ikke så meget plads på terrassen, så kan du udnytte den ved at vælge et rundt bord – så kan du nemt tilføje flere stole, når der kommer gæster. Bord og stole er fra Tine K Home, puderne er fra Juna, kanden fra Zara Home, kopperne fra Skagerak og vasen fra FDB.

tagterrasse_inpiration_indretning_hay_solsegl

Foto: Peter Kragballe

En terrasse behøver ikke at være på jorden! Her er der skabt den fineste oase på en tagterrasse 1. sals højde, hvor masser af krukker med planter og blomster skaber stemning, mens et solsegl skærmer mod nysgerrige blikke fra naboerne. Havesættet er fra Hay, og keramikken er vintage.

terrasse_inspiration_indretning_ideer.

Foto: Nellie Møberg

Hvis du vil skabe en rød tråd mellem indretningen inde i huset og den på terrassen, så kan du med fordel lade de samme elementer gå igen. Bordet her fra Eberhart med den særlig fod er at finde i både køkkenet og på terrassen og skaber på den måde sammenhæng i indretningen. De flettede stole er fra Sika Design.