Tilbehør

Grillede squash i timianolie

Squash er en af vores grønne favoritter, og takket være den milde nøddeagtige smag, kan den tilberedes og serveres på tusind forskellige måder. Få opskriften på grillede squash i timianolie her!
af Marie Melchior 26.10.2015 Foto: Jakob Helbig
grillede squash

Squash er umodne frugter fra græskarfamilien og smager mildt og sødligt med en ganske diskret nøddesmag. De er sunde og nærende med et højt indhold af både A-, B- og C-vitamin, og så er de super anvendelige i både rå og tilberedt form.

Denne gang har vi grillet de grønne sager og forvandlet dem til det lækreste tilbehør i form af grillede squash i timianolie. Få opskriften her!

Lyst til mere tilbehør? Prøv vores tomatchutney!

Grillede squash i timianolie

Ca. 2 glas

Det skal du bruge til grillede squash:

  • 1-2 squash
  • 1 fed hvidløg
  • Frisk timian
  • Ca. 1 tsk. havsalt
  • ½ l vindruekerneolie

FÅ FLERE OPSKRIFTER PÅ TILBEHØR MED ISABELLAS!

Sådan laver du grillede squash:

  1. Skær squashene i kvarter og herefter i mindre stykker. Grill dem – evt. bare på en grillpande eller i ovnen − og lad dem afkøle.
  2. Læg de grillede squash i rene skoldede glas. Pil hvidløgsfeddet, og skær det i skiver. Kom dem ned til squashene sammen med timian og salt. Hæld olie på, så det dækker, og luk glassene til.
  3. Opbevar dem køligt, og lad dem trække nogle dage, inden du spiser af dem. Spis dem til brød som forret, eller i salter eller tilbehør til fisk og kød.

Prøv noget nyt: Servér roasted potatoes som briterne!