Opskrifter

Risotto med græskar, kantareller og timian

Græskar er i sæson nu, og udover at pynte som dekoration i haven egner de sig også rigtig godt i lette, vegetatiske gryderetter. Invitér familien med i haven til en hyggelig omgang bålmad.
Tekst og foto: Pernille Hoffmann Køppen. 20.10.2021

Mad over bål er hyggeligt og smager fantastisk! Du kan selvfølgelig også lave risottoen i en almindelig gryde inde i varmen.

4 personer

Ingredienser

  • 1/2 hokkaido græskar
  • 1 skål kantareller
  • 1 stort skalotteløg
  • 2-3 fed hvidløg
  • 2 dl hvidvin
  • 2 dl risottoris
  • 1 hønseboullion terning
  • ca. 10 friske kviste timian
  • 2 tsk fennikel frø
  • Salt og peber
  • Ca 1-1,5 liter vand
  • Smør og olie til stegning
  • Parmesan til servering

Sådan laver du risotto med græskar og kantareller

  1. Rengør svampene med en tør børste, og skær eventuelle dårlige dele fra. Skær svampene i grove tern. Hak hvidløg og løg i små tern.
  2. Fjern kernerne fra græskaret og skær det i mundrette bidder. Du behøver ikke at skrælle græskaret – når det bliver stegt, bliver skrællen blød, og det hele kan spises.
  3. Sæt gryden over bålet, og læg en god klat smør (ca. 2 spsk) og den samme mængde olie i gryden. Lad det bruse op, hvorefter du tilsætter græskar, hvidløg og skalotteløg.
  4. Lad det stege, til løgene begynder at blive klare. Tilsæt da svampe, de friske timiankviste og stødt fennikelfrø.
  5. Lad grøntsagerne stege et par minutter – det må ikke tage farve. Hvis du synes, det går lidt for hurtigt, så tag gryden af bålet og lad den køle af. Hvis der bliver tørt i gryden, er det vigtigt, at du tilsætter ekstra smør og olie, så grøntsagerne ikke brænder fast i gryden.
  6. Tilsæt risottorisene og lad dem stege lidt.
  7. Tilsæt hvidvin og lidt vand, og lad retten koge op. Der skal røres i gryden ofte.
  8. Tilsæt yderligere en halv liter vand og boullionterningen, og lad retten koge. Det er vigtigt at tilføre vand løbende. Det hele skal ikke i på én gang, men lidt efter lidt. Det er også vigtigt at smage på risene. De skal have ca. 15 minutter, og hellere en lille smule mere end mindre – risene må ikke hænge fast i tænderne, når du tygger på dem.
  9. Smag til med salt og peber. Retten er færdig, når den har en god, cremet konsistens. Server med et godt drys friskrevet parmesan på toppen.