Kager

Sommer-roulade med rabarber

Sommerens rabarber er fantastiske i en roulade, hvor de giver det søde et godt modspil. Top med flødeskum, friske jordbær og lidt sukker.
af Pia Buusmann 14.02.2021 Foto: Jes Buusmann.
Opskrift: sommerroulade med rabarber
6 personer

Fyld

  • 500 g friske rabarber (tag 1 stilk fra til pynt)
  • 1½ dl vand
  • 1½ spsk sukker

Rouladebund

  • 3 æg
  • 200 g sukker
  • 2 tsk bagepulver
  • ½ dl piskefløde
  • 100 g hvedemel
  • 30 g grofthakkede mandler

Tilbehør

  • Lidt sukker
  • Flødeskum
  • Jordbær

Glem alt om tør og kedelig købe-roulade, og lav i stedet din egen, som smager af sol og sommer. De lidt syrlige rabarber er rigtig gode sammen med den søde kagebund. Rabarber er i sæson længe, og måske er du så heldig selv at have dem i haven. Så er det bare om at få dem brugt i den her skønne roulade, som både pynter på kagebordet og smager fantastisk.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Sådan laver du sommer-roulade:

  1. Fyld: Skyl rabarberne, og skær dem i stykker på 1 cm. Kom dem i en gryde med vand og sukker.
  2. Kog rabarberne i ca. 4-5 minutter, til de er møre. Mos derefter rabarberne let med en gaffel, og lad dem afkøle.
  3. Bund: Pisk æg og sukker sammen, og rør bagepulver og fløde i. Vend derefter melet forsigtigt sammen med æggemassen.
  4. Fold et stykke bagepapir, så det måler 30 x 40 cm og har høje skarpe kanter hele vejen rundt, så dejen ikke løber over under bagningen. Fordel dejen i et jævnt lag hen over bagepapiret.
  5. Bag bunden i ovnen på 200° i ca. 6 minutter, til den er gylden. Tag bunden ud, og læg den på et stykke bagepapir drysset med sukker.
  6. Vend den bagte bund ud på bagepapiret med sukker, og træk forsigtigt det øverste bagepapir af. Fordel så rabarberfyldet hen over bunden, og drys med de hakkede mandler.
  7. Rul nu rouladen stramt sammen om fyldet. Pak derefter rouladen ind i et stykke madfilm, og sno enderne på filmen, så rouladen ligger stramt. Kom rouladen i køleskabet, og lad den ligge et par timer, til den sætter sig.
  8. Tilbehør: Skær rabarberen, der er tilovers, i tynde strimler. Kom dem i et ildfast fad, drys dem med lidt sukker, og bag dem i ovnen på 200° i 4-5 minutter.
  9. Server dem til rouladen sammen med flødeskum og jordbær.
Sommerroulade med bær og rabarber
Sommerroulade med bær og rabarber