Kager

Fastelavnsboller med kagecreme og æbleremonce

Hvis den rigtige fastelavnsbolle for dig er den med creme i og glasur på toppen, så er dette luksusudgaven med både kagecreme, æbleremonce og hvid chokolade. Mums!
af Christine Bille Nielsen. 2.01.2022 Foto: Martin Tanggaard.
Fastelavnsboller med kagecreme og æbleremonce

Når der står fastelavn i kalenderen, skal der selvfølgelig fastelavnsboller til! Det evigt tilbagevendende spørgsmål er, om det skal være dem med flødeskum eller de klassiske af gærdej med det lækreste fyld. Hvis du er mest til sidstnævnte, så får du her en opskrift, som meget nemt kunne gå hen og blive din nye yndlingsopskrift. Vi har nemlig fyldt bollerne med blød og lækker kagecreme og æbleremonce. Æblerne giver de klassiske fastelavnsboller et dejligt twist.

16 stk

Ingredienser

  • 50 g gær
  • 1½ dl kærnemælk
  • 100 g smør
  • 2 æg (1 til pensling)
  • ½ tsk. salt
  • 2 spsk. sukker
  • Ca. 425 g hvedemel

Æbleremonce

  • 2 syrlige æbler
  • 75 g marcipan

Kagecreme

  • 2 dl mælk
  • 2 æg
  • 2 spsk. hvedemel
  • 3 spsk. sukker
  • Kornene fra 1 vaniljestang

Pynt

  • 75 g hvid chokolade
  • Hvid/cremefarvet krymmel

Sådan laver du fastelavnsboller

Dej

  1. Opløs gæren i kærnemælken.
  2. Lun smørret, og kom det i blandingen sammen med 1 æg, salt, sukker og det meste af hvedemelet.
  3. Ælt dejen godt sammen, og tilsæt løbende mere mel, til dejen er blød og glat. Lad dejen hæve tildækket et lunt sted til dobbelt størrelse.

Æbleremonce

  1. Skræl æblerne, og skær dem i små tern. Kog dem under låg med en lille smule vand, til de moser helt ud. Lad mosen køle af.
  2. Riv marcipanen, rør den i æblemosen, og lad remonce køle af.

Kagecreme

  1. Pisk alle ingredienserne sammen i en gryde. Kog cremen op under konstant piskning, og kog den godt igennem i et par minutter.
  2. Lad cremen køle af, men rør i den af og til, så den ikke danner skind, mens den køler af.

Boller

  1. Rul dejen ud på et melstrøet bord til en firkant, ca. 30 x 30 cm.
  2. Skær dejen i 16 firkantede stykker, og læg 1 spsk. æbleremonce og 1 spsk. kagecreme i hver.
  3. Fold dejen om fyldet, og tryk den godt i sammenføjningerne.
  4. Sæt bollerne på bageplader med bagepapir med lukningerne nedad. Pensl med æg, og lad dem efterhæve i 30 minutter.
  5. Bag bollerne midt i ovnen i 12-15 minutter ved 200°, til de er lysebrune. Lad dem køle af på en rist.
  6. Smelt chokoladen, og smør den på bollerne. Drys med krymmel.