Kager

Amerikansk kirsebærtærte

Amerikansk kirsebærtærte er en klassiker, der ofte ses serveret på amerikanske helligdage. Eksempelvis spiser mange amerikanere kirsebærtærte på Uafhængighedsdag, den 4. juli. Helligdagen falder nemlig pænt sammen med kirsebærets øgede tilgængelighed om sommeren.
af Mai Knauer 5.03.2021 Foto: Columbus Leth
Amerikansk kirsebærtærte
Traditionelt set laves en amerikansk kirsebærtærte gerne med kirsebærsorter der ikke er alt for søde, eksempelvis Morello-sorten. I denne opskrift er alle sorter dog velkomne, så længe kirsebærrene er friske.
Amerikansk kirsebærtærte er rigtig lækker sammen med hjemmelavet is, eller friskpisket flødeskum! Prøv også: Amerikansk æbletærte Det skal du bruge til amerikansk kirsebærtærte:

Fyld:

  • 400 friske kirsebær
  • 1 dl sukker
  • 1-2 stjerneanis
  • Korn og stang fra 1 stang vanilje
  • Skal og saft af 1 usprøjtet citron
  • 2 spsk. kartoffelmel

Se også: Lækre chokoladekugler med kirsebær

Mørdej:
  • 150 g koldt smør
  • 4 dl hvedemel ½ dl flormelis
  • 1 æg
  • ½ spsk. vand
Pensling:
  • 1 æg
  • 1 spsk. mælk
  • 1 spsk. rørsukker

Sådan gør du:

Fyld:

  1. Udsten kirsebærrene, og læg dem i en tykbundet gryde sammen med sukker, stjerneanis, vaniljestang og -korn og revet citronskal.
  2. Lad kirsebærrene koge op. Bland citronsaft, -skal og kartoffelmel, og hæld det i de kogende bær.
  3. Pisk, til blandingen er tyknet.
  4. Lad den køle af, og tag vaniljestangen og stjerneanissen op.
Dej:
  1. Bland alle ingredienserne til mørdejen undtagen vandet i en foodprocessor. Kom vand i til sidst for at samle dejen.
  2. Del mørdejen i 2 dele, den ene lidt større end den anden. Rul det største stykke ud på et melet bord i en cirkel, som er ca. 30 cm i diameter og ½ cm tyk. Rul dejen omkring kagerullen, og rul den igen ud over en tærteform med løs bund, ca. 24 cm i diameter. Tryk forsigtigt dejen fast langs kanten, og lad dejen hænge ud over kanten.
  3. Fyld bunden med kirsebærkompotten.
  4. Rul det mindre stykke dej ud i en cirkel på ca. 25 cm i diameter. Pisk æg og mælk sammen, og pensl dejkanten i formen. Læg det udrullede låg over. Pres kanten sammen med fingrene, og skær overflødig dej væk.
  5. Skær små hjerter af den resterende dej til pynt på låget. Pensl hele låget med æggeblandingen, og sæt hjerterne fast. Drys med rørsukker.
  6. Skær små snit i låget, og bag kagen nederst i ovnen i ca. 35 minutter på 175°, til den er gylden.

Flere lækkerier med kirsebær: Pandekager med marinerede kirsebær