Aftensmad

Vaniljestegt kylling med grøn couscous

Her får du opskriften på en salat med kylling og grøn couscous - perfekt om sommeren, eller som sundt tilbehør, som forret eller en let frokost.
af Marie Melchior 8.08.2008 Foto: Jakob Valling

1 vaniljestang
• 2 spsk soja
• 2 spsk brun farin
• 2 spsk revet citronskal
• 1 tsk sambal olek
• 4 spsk rapsolie
• 1 god, stor kylling (1½ kg)

Marinade:
Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud i en skål. Tilsæt soja, farin, revet citronskal, sambal olek og rapsolie, og marinaden er klar. Rens kyllingen, smør den ind i marinaden, og lad den trække tildækket i køleskabet et par timer. Steg kyllingen ved 200º i cirka 1 time, til den er mør og sprød. Saften skal være klar ved lårene, når man skærer med en kniv. Tag kyllingen ud af ovnen, og lad den køle lidt af inden udskæring.

"Grøn" couscous:
50 g pinjekerner, usaltede og uden skal
• 5 dl couscous
• 2 dl kogende vand
• 1 bundt koriander
• 1 bundt mynte
• 1 agurk
• 100 g mangetout-ærter
• 1 løg
• Saft af 2 citroner
• 1 dl olivenolie
• Salt og friskkværnet peber

Opskriften er til 6 personer.

Sådan laver du vaniljestegt kylling med grøn couscous

Rist pinjekernerne på en tør pande, til de tager farve. Lad dem køle af. Hæld couscousgrynene i en stor skål, og hæld 2 dl kogende vand over. Dæk skålen til med alufolie, og lad det trække, til grynene er møre, cirka 15 minutter. Skyl og hak krydderurterne fint. Skyl agurken og mangetout-ærterne, og pil løget. Skær agurk, mangetout-ærter og løg i små tern. Fjern alufolien fra couscoussen, og løsn grynene fra hinanden med en gaffel (eller brug hænderne - de er også gode redskaber!). Tilsæt citronsaft og olie, og rør med gaflen. Tilsæt alt "det grønne" og pinjekernerne. Rør rundt, og smag til med salt og friskkværnet peber. Skær kyllingen ud, og server den sammen med couscoussalaten. Man kan også skære kyllingen i små stykker og blande den med couscoussen.

TIP: Har du en rest couscous, smager den fortræffelig til frokost dagen efter blandet med kylling. Er salaten for tør, tilsætter du bare mere olie og citronsaft.