Stegt flæsk med persillesovs - sådan laver du den gode klassiker

Antal: 
4 personer
Det skal du bruge: 
Flæsk
900 g svinebryst (stegestykke), skåret i ½ cm tykke skiver
Salt og peber
Ca. 1 kg nye kartofler
Salt
Persillesovs
50 g smør
Ca. 3 spsk hvedemel
4-5 dl letmælk
1 spsk citronsaft
1 stort bundt skyllet persille, finthakket
Salt og peber

Smager din mors persillesovs også altid bedre end din egen? Kom op i sauce-superligaen med vores guide til den ultimative persillesovs, som er uundværligt tilbehør til den danske klassiker stegt flæsk med nye kartofler og persillesovs.

Vil du prøve noget andet end persillesovs? Se vores opskrift på stegt flæsk med kold persillecreme

Sådan laver du stegt flæsk med persillesovs:

Flæsk: 

  1. Læg kødskiverne på en rist over en bradepande med alufolie i bunden.
  2. Steg dem i ovnen ved 200°, til de er gyldne.
  3. Det tager ca. 40 minutter i alt.
  4. Husk at vende stykkerne undervejs.
  5. Kom kartoflerne i en gryde med vand og salt, og bring dem i kog.
  6. Kog dem i 7-8 minutter, sluk for blusset, og lad dem trække i vandet i yderligere 7-8 minutter.

Persillesovs:

  1. Smelt smørret i en gryde, tilsæt melet, og pisk, til melet er opsuget i smørret.
  2. Tilsæt mælken - 1⁄3 ad gangen, og pisk konstant.
  3. Kog din persillesovs igennem ca. 5 minutter, så melsmagen forsvinder.
  4. Tilsæt citronsaft og hakket persille, og smag den færdige persillesovs til med salt og peber
  5. Server persillesovsen sammen med stegt flæsk og nye kogte kartofler.

TIP: Er der persillesovs tilovers, kan du godt gemme den, hvis du sætter den i køleskabet hurtigt efter, at du har spist af den, ikke gemmer den mere end et par dage, og varmer persillesovsen godt igennem inden servering. Husk endelig at skylle persillen grundigt, inden du tilbereder persillesovs.

Her får du opskriften på en anden god klassiker, stegt flæsk med grønkål.