Aftensmad

Braiserede svinekæber med chorizo og mandler

Når det rusker udenfor, er det dejligt at hygge sig indendørs med en krydret, varm gryderet.
af Timm Vladimir. 6.01.2020 Foto: Columbus Leth.
svinekæber

Tag dig god tid i køkkenet, for retten tager ca. tre timer at tilberede. Til gengæld er den nem og fuld af god smag.

6 personer

Ingredienser

  • 400 g svinekæber
  • Lidt olie til stegning
  • 2 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 1 spsk. røget paprika
  • 4 dl sherry
  • 5 dl hønsebouillon
  • 2 peberfrugter
  • 2 dåser kikærter
  • 400 g små friske chorizoer
  • 100 g mandler
  • Salt og peber
  • 2-3 spsk. citronsaft

Tilbehør

  • 2 dl cremefraiche 18 %
  • 1 håndfuld frisk oregano
  • 1 godt brød

Sådan laver du braiserede svinekæber

  1. Brun svinekæberne i olie i en støbejernsgryde.
  2. Pil løg og hvidløg, og hak dem groft.
  3. Vend paprika, løg og hvidløg sammen med svinekæberne i gryden, og lad det stege lidt sammen, til løgene får en smule farve.
  4. Tilsæt sherry og bouillon, og lad det simre under låg i 1½ time.
  5. Rens peberfrugten, og skær den i mundrette stykker.
  6. Afdryp kikærterne.
  7. Vend peberfrugt, kikærter, chorizo og mandler i retten, og lad den simre videre i 1 time. Smag til med salt, peber og citronsaft.
  8. Servér retten med cremefraiche og frisk oregano på toppen, og et godt brød til.

TIP: I stedet for brød kan du lave kartoffelmos eller ris til retten.