Krydret paella med kylling og rejer

Når kulden har bidt sig fast, er det rart at drømme sig mod varmere himmelstrøg. Inviter derfor dine gæster på en rustik spansk menu, der både varmer og mætter. Her får du opskriften på en klassisk paella med kylling og rejer.

Se også: Små croque madame-pizzaer

Det skal du bruge til paella med kylling og rejer:

  • 1 kylling, ca. 1.400 g
  • 4 spsk. olivenolie
  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 500 g risottoris
  • 1 rød peberfrugt
  • 500 g tomater
  • Ca. 1 l hønsefond
  • ½ tsk. safran
  • 500 g tigerrejer med halevifte
  • 1 håndfuld bredbladet persille

Mangler du en god dessert? Prøv minipavlova med citron-mynte-sorbet

Sådan gør du:

  1. Partér kyllingen: Del bryststykkerne i 3, del lårene i over- og underlår, og skær vingerne af.
  2. Svits kyllingestykkerne i olivenolie, indtil de er gyldne, og tag dem af varmen.
  3. Pil og hak løg og hvidløg fint, og svits dem i olie. Tilsæt ris, og steg videre ved lav varme i nogle få minutter.
  4. Skær peberfrugt og tomat i tern, og tilsæt dem sammen med fond og safran. Lad det simre sammen med kyllingen i ca. 20 minutter – rør indimellem. Tjek, om risene skal have mere væde.
  5. Læg folie over, og lad paellaen simre 10 minutter mere. Tilsæt tigerrejerne, og lad det hele simre i 5-10 minutter, indtil rejerne er færdige.
  6. Hak persillen, drys den over, og servér med patequetas og aioli til.

TIP: Drik en kold, spansk hvidvin til retten.

Læs også: Spansk tortilla med løg og kartofler