Nemme flødekarameller

Flødekarameller er superfine som en lille spiselig julegave - måske bare til dig selv. De smager nemlig af én mere ... og én mere! De har en blød konsistens og smager skønt af vanilje. De kan varieres - put et strejf salt på toppen for at lave en god saltkaramel eller dyp dem i chokolade og pynt dem med frysetørret hindbær.

Karameller i mikroovn: Karameller på ingen tid

Nemme flødekarameller

(Det er nødvendigt med et sukkertermometer til denne opskrift. Ca. 40 stk.)
Det skal du bruge:
  • Lidt neutral olie
  • ½ vaniljestang
  • 4 spsk. smør
  • 500 g fløde
  • 3 spsk. whisky (kan udelades)
  • 250 g sukker
  • 125 g glukose 
  • 3 spsk. vand

Sådan laver du nemme flødekarameller:

  1. Beklæd bunden af en lille bradepande eller form på ca. 20 x 25 cm med bagepapir, og smør bunden let med neutral olie.
  2. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Smelt smør i en kasserolle sammen med fløde, whisky og vaniljekorn, og sæt til side.
  3. Bland sukker, glukose og vand i en pande eller en gryde med høje sider, og lad det varme op over medium-svag varme under let omrøring. Så snart sukkeret er opløst, må du ikke røre mere i blandingen, da du ellers risikerer, at der dannes sukkerkrystaller. Vip i stedet forsigtigt panden let fra side til side, så varmen fordeles. Når sukkermassen har fået en gylden farve, tilsætter du fløden i en stråle under omrøring. Vær forsigtig, da massen bruser op og er meget varm.
  4. Lad nu karamellen koge over svag-medium varme, indtil temperaturen er 124˚ – brug et sukkertermometer. Tag straks karamellen af varmen, og hæld den i den forberedte form. Lad den stivne i 2-3 timer ved stuetemperatur.
  5. Løft den derefter op, og brug en let olieret skarp kniv til at skære den i firkanter.
  6. Pak hvert stykke ind i pergament eller fedtpapir – vær opmærksom på, at det skal være egnet til madvarer.
Tip: Opbevar karamellerne tørt og lufttæt, for så holder de sig i op til 1 måned.