Hvide chokoladetrøfler med lemoncurd

Julen er trøflernes fest! Vi har forenet de klassiske juletrøfler med forfriskende utraditionelle indgredienser. Det søde kombinerer det syrlige i vores hvide lækre chokoladetrøfler med kandiserede violer.

 

Det skal du bruge til hvide chokoladetrøfler med lemoncurd:

Ca. 25 små trøfler

 

  • ½ dl fløde
  • 200 g hvid chokolade
  • 200 g mandelmel
  • ½ dl lemoncurd

CHOKOLADESKAL:

  • Ca. 400 g hvid chokolade
  • Kandiserede violer, alternativt tørrede lavendler
     

Se også: Chokolade-trøfler med romrosiner

Sådan laver du hvide chokoladetrøfler med lemoncurd:

  1. Hæld fløden i en lille gryde, og bring den i kog.
  2. Hak chokoladen, kom den i en skål, og hæld fløden over. Sæt skålen i et vandbad på et blus, indtil chokoladen er helt smeltet. Tilsæt mandelmel og lemoncurd, og rør godt. 
  3. Tag skålen af varmen, og lad den stå ved stuetemperatur i 10 minutter. Stil den i køleskabet med husholdningsfilm over i 2-3 timer, eller indtil massen er fast. Brug 2 skeer til at forme dine trøfler med. 
  4. Chokoladeskal: Smelt chokoladen i en skål over vandbad. Stik en tynd træpind i trøflerne, og dyp dem i chokoladen 1 ad gangen. Husk, at det skal gå hurtigt, så trøflen ikke når at smelte.
  5. Læg de færdige trøfler på et fad, og drys kandiserede violer over dem. Lad dem stå koldt i køleskabet, til chokoladen har sat sig.

TIP: I stedet for kandiserede violer kan du bruge tørrede lavendler.

Flere julelækkerier: Kokos-trøfler vendt i chokolade