Hjemmelavede lammepølser

Cirka 12 styk

LAMMEPØLSER:
1 ½ løg
1 ½ gulerod
75 g røget bacon
3 fed hvidløg
600 g lammekød (hals eller bov), alternativt kan du købe det frosset og færdighakket i supermarkedet
25 g salt
110 g hvedemel
¾ dl brown ale eller anden mørk kraftig øl
¾ dl kaffefløde
8 g fennikelfrø, knuste

Desuden:
1 ½ m svinenaturtarm, kan bestilles hos slagteren
Rigeligt vand til pochering, så pølserne er dækket
1 spsk salt

Skær løg, gulerod, bacon og hvidløg i fine tern og sauter dem i baconfedtet. Afkøl. Kør kødet sejt med saltet i røremaskine og tilsæt resten af ingredienserne. Tilsæt eventuelt en smule vand. Kødet skal have en fast, men lind konsistens. Skyl tarmen igennem i koldt vand og lad 15 cm være i hver ende til at binde knude med.

Sæt tarmen på en sprøjtepose. Kom kødet i sprøjteposen og fyld forsigtigt tarmen, ikke for meget. Form tarmen til små pølser ved at vride den rundt med cirka 10 cm's mellemrum. Prik små huller i skindet med en gaffel. Sæt en gryde over med vand og salt og pocher pølserne i cirka 10 minutter. Tag pølserne op og klip dem fra hinanden. Steg dem i olie på en pande, til de er gyldne.

SYLTET GRÆSKAR:
1 græskar (melonstørrelse)
15 g salt per kg græskar

Lage:
(gang op for hvert kg græskar)

1 spsk. korianderfrø
1 spsk. kardemommekapsler
500 g rørsukker
6 dl klar lagereddike
2 stjerneanis
1 hel stang kanel

Rens græskarret og skær det i stykker på ½ cm's tykkelse. Kom stykkerne i en skål og salt dem en times tid. Bland ingredienserne til lagen i en gryde. Kog lagen op og tilsæt græskarstykkerne.

Pocher dem i cirka 10 minutter. Hæld dem varme på glas med væsken og køl af. Server de små lammepølser med skiver af syltet græskar.

Tip: Har du ikke mod på at lave lammepølserne selv, så bestil i stedet nogle hos din slagter. Beregn to til hver gæst.