Fudge med hassel- og pistacienødder

Antal: 
36 stk.
Det skal du bruge: 
100 g hasselnøddekerner
1 vaniljestang
450 g sukker
120 g smør
1½ dl sødmælk
1 dåse kondenseret mælk (397 g)
50 g usaltede pistacienødder uden skal
1 tsk. havsalt (flagesalt)

Rist hasselnødderne på en varm pande, til skallerne sprækker.

Nulr skallerne af i et rent viskestykke, og læg hasselnødderne til side.

Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. 

 

Kom vaniljekorn, sukker, smør, sødmælk og kondenseret mælk i en lille tykbundet gryde, og bring det i kog.

Prøv også vores opskrift på julet karamelnøddetærte

Lad det småkoge ved middel varme i ca. 15-20 minutter, til temperaturen er 117° – tjek med et termometer.

Tag gryden af blusset, hæld massen i en røremaskine med piskeris, og pisk massen i ca. 10-15 minutter ved fuld kraft, til den er lys og luftig og kølet en del af.

Fordel massen i en form, der måler 10 x 20 cm, beklædt med bagepapir, og tryk hasselnødder og usaltede pistacienødder godt ned i massen.

Drys med havsalt, og tryk det let fast i overfladen.

Stil formen køligt til næste dag, og skær fudgen ud i mindre stykker.