Småkager & Cookies

Den bedste opskrift på store klejner

Klejner er en klassiker i kagedåsen til jul, og her får du både den bedste opskrift på store, lækre klejner, samt en guide til, hvordan du med succes kan koge dem.
af Anna Hedegaard 1.11.2021 Foto: Carina Krüger.
Sprøde, hjemmelavede klejner

Der er ikke noget, der siger jul, som en ordentlig portion klejner. Disse klejner har fået vokseværk, men jo mere klejne, jo bedre! De store klejner er desuden efter vores mening de bedste, for her bliver det sprøde ydre kombineret med et blødt og lækkert indre. Mums!

Du kan desuden finde en trin-for-trin guide under opskriften, og med følger også et par tips til at koge klejnerne. God fornøjelse og glædelig jul!

Klejner

  • ½ tsk. hjortetaksalt
  • 180 g mel
  • 40 g smør
  • ½ æg (eller et pasteuriseret æg)
  • 50 g flormelis
  • ½ dl mælk
  • Skal af ½ usprøjtet citron
  • ½ tsk. stødt kardemomme
  • ½ tsk. vaniljesukker

Desuden

  • 1 kg palmin til kogning
  • 4 spsk. sukker til at pynte med efter kogning

Sådan laver du de sprødeste klejner:

  1. Sigt hjortetaksalt i melet, og smuldr smørret i. Pisk 1 æg sammen, og hæld halvdelen i blandingen. Tilsæt de øvrige ingredienser, og ælt dejen grundigt, til den bliver glat. Stil dejen i køleskabet i ca. ½ time.
  2. Rul dejen ud med en kagerulle eller rullestok, til den har en tykkelse på ca. 4 mm.
  3. Skær dine klejner ud i harlekinformede firkanter (3 x 15 cm) med en klejnespore eller kniv. Skær et snit i midten på ca. 2 ½ cm.
  4. Kræng forsigtigt klejnespidsen igennem hullet, og ret klejnen til, så enderne er nogenlunde lige store.
  5. Da klejnerne er meget store, skal du bruge en stor gryde. Kog klejnerne en ad gangen i palmin i ca. 3 minutter, til de er lysebrune. Palminen skal hele tiden holdes i kog, for at klejnerne ikke skal koge ud. Tag klejnen op med en hulske, og lad den køle af på et fedtsugende underlag.
  6. Drys klejnen med sukker.

Tips til at koge klejner:

Det er vigtigt, at palminen har den rigtige temperatur, når du skal koge dine klejner - det vil sige ca. 180º. Hvis temperaturen er for lav, optager dine klejner for meget fedt og bliver klistrede i stedet for sprøde. Hvis palminen er for varm, branker klejnerne.

Du kan tjekke temperaturen således:

  1. Varm palminen op ved jævn varme - fyld kun gryden halvt op med klejnerne, så det ikke strinter ud over komfuret og dig selv.
  2. Kom en franskbrødsterning i den varme palmin. Bliver brødet gyldent på et minut, har palminen den rigtige temperatur.
  3. Under kogningen skal dine klejner hurtigt stige op til overfladen. Hvis de bliver liggende på bunden, er palminen ikke varm nok.