Grønne blinis med stenbiderrogn

Blinis er en klassisk forret, der er særlig efterspurgt i det helt spæde forår, hvor det er højsæson for den delikate stenbiderrogn. I denne opskrift har vi ladet de små pandekager tage farve af foråret med den fine grønne spinat. 

Servér de grønne blinis med stenbiderrogn til denne skønne forårstapas

Det skal du bruge til grønne blinis med stenbiderrogn:

24 stk.

Blinis:

  • 25 g spinat
  • 1 dl mælk
  • Ca. 50 g hvedemel
  • ¼ tsk. salt
  • ¼ tsk. bagepulver
  • 1 æg
  • Lidt smør

Stenbiderrogn:

  • 1 usprøjtet lime
  • 2 dl cremefraiche 38 %
  • 1 lille rødløg
  • 200 g renset stenbiderrogn
  • 1 potte dild eller ærteskud
  • Salt og peber
  • Evt. spiselige blomster til pynt

Prøv også: Pindemad: Røget ørred med purløg

Sådan gør du:

Blinis:

  1. Vask spinaten, og damp den i en gryde. Blend spinaten med mælk.
  2. Pisk mel, salt, bagepulver og æg sammen til en ensartet masse. Tilsæt spinatblandingen lidt ad gangen.
  3. Smelt lidt smør på en blinispande eller almindelig pande, og bag 24 små pandekager. Lad dem afkøle.

Stenbiderrogn:

  1. Riv skallen af limefrugten, og rør den med cremefraiche. Hak rødløget fint.
  2. Anret hver blinis med cremefraiche og stenbiderrogn. Top med rødløg, og drys med salt, peber og ærteskud. Pynt evt. med spiselige blomster.
  3. Servér med champagne eller anden mousserende vin.

Lad dig inspirere: Lækre småretter med fisk og skalddyr