Fjordrejer på små toast

Sæsonen for fjordrejer er begyndt, så hvorfor ikke servere de lækre fjordrejer for dine påskegæster? Med denne opskrift får du nogle lækre småretter med fjordrejer, der er så nemme og hurtige at lave, at de er oplagte som forret til påskemiddagen eller som fingermad på en tapas-tallerken.

Find inspiration til din påskefrokost her: 10 lækre forretter!

Imponer dine påskegæster med disse lækre småretter med fjordrejer, gedeostcreme og radiser. De er ikke kun nemme at lave, fjordrejer smager også vidunderligt sammen med gedeost og krydderurter.

Det skal du bruge:
2 radiser
40 g blød gedeost, for eksempel Tebstrup gedeost i olie
1 spsk. dild, finthakket
Salt og sort peber
50 g fjordrejer, almindelig små rejer kan også bruges
Karse
8 små sprøde færdigkøbte toast

Sådan gør du:
Skær radiserne på en mandolin eller så tynde som muligt, og læg dem i iskoldt vand i 10 minutter. Hæld vandet fra, kom dem i en sigte, og lad dem dryppe godt af for vand - tør dem eventuelt med et stykke køkkenrulle.

Rør gedeosten med dild, og smag til med salt og peber. Kom gedeosten ned i en frysepose, og klip et af hjørnerne af. Sprøjt gedeosten på toastbrødene.

Fordel de små fjordrejer ovenpå sammen med radiser. Pynt med klippet karse og kværnet sort peber.

Læs også: Tigerrejecocktail med mandler!