Forretter

Klassisk og cremet tunmousse

Tunmousse smager fantastisk og egner sig perfekt som forret til festlige lejligheder! Lav den dagen før, så du slipper for at stå med det hele i sidste øjeblik - og så smager den også bedre!
af Julie Hey. 11.11.2021 Foto: Betina Hastoft.
Luksus tunmousse med persille og citronskal

Tunmousse er en klassisk forret – og en meget velsmagende én af slagsen! Den er cremet, let syrlig og bare knaldgod. Du skal lave denne tunmousse i en springform, og så skal den stå på køl natten over. Vupti – så har du en flot lagkagelignende tunmousse, klar til en flot udskæring og portionsanretning!

6 personer

Ingredienser

  • 2 usprøjtede citroner
  • 1 løg
  • 2 dåser tun i olie eller ca. 280 g
  • 100 g mayonnaise
  • 1 spsk. cremefraiche
  • 1 spsk. tørrede dildspidser
  • Salt og peber
  • 5 blade husblas
  • 1/4 l piskefløde
  • 4 spsk. olivenolie
  • 1 stort bundt kruspersille
  • Krondild
  • Evt. 2 store flutes eller baguettes

Sådan laver du tunmousse

  1. Pres saften fra den ene citron, og riv løget, så du har 1 tsk. revet løg.
  2. Hæld lidt af olien fra tunen. Mos tunen i en skål med revet løg, mayonnaise, cremefraiche, dildspidser og citronsaft. Smag til med salt og peber – den skal være lidt sur.
  3. Læg husblassen i 3 spsk. koldt vand, og smelt den over svag varme. Hæld husblassen i tunen, og rør det forsigtigt sammen.
  4. Pisk fløden til flødeskum, og vend den forsigtigt i tunblandingen.
  5. Smør en springform med olivenolie, og hæld tunmoussen i. Lad den hvile i køleskabet til næste dag.
  6. Vend tunmoussen ud af formen på et fad, hak persillen fint, og dæk hele kanten med hakket persille ved at trykke det fast med en lille våd kniv.
  7. Skyl den anden citron og riv skallen, evt. med et juliennejern. Skær resten af citronen i både. Pynt tunlagkagen med citronskal og krondild, og servér den med flutes og citronbåde.