Desserter

Rabarbersorbet med råsyltede rabarber

En iskold fristelse med havens eller supermarkedets dejlige rabarber - vi giver dig opskriften på rababersorbet med råsyltede rabarber!
Af Mikkel Karstad 16.04.2015 Foto: Lars Ranek
Tid i alt 35 min

Det skal du bruge

  • ½ vaniljestang
  • 500 g rabarber (gem ½ rabarber til råsyltning)
  • 1 l vand
  • 200 g rørsukker
  • 10 hele sorte peberkorn
  • 2-3 spsk cidereddike

Råsyltede rabarber:

  • ½ rabarberstængel
  • 1 spsk rørsukker

Is-tiden er over os, og vi kan lave lækker is og sorbet af de fleste af havens søde grøder. Ikke mindst rabarberen, der næstefter jordbær nok er det, der minder os mest om sol og sommer. Den cremede sorbet serveres med råsyltet rabarber. Når rabarber drysses med sukker, og de får lov til at stå og trække, bliver rabarberstykkerne lidt blødere, og sukkeret trækker lidt saft ud. På den måde beholder de deres friskhed og lidt sprødhed, som går fint til sorbeten.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Sådan laver du rabarbersorbet med råsyltede rabarber:

  1. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Skær top og bund af rabarberne, og skyl dem. Skær stænglerne i grove stykker, og put dem i en gryde sammen med vand, sukker, vaniljebælg, vaniljekorn og de hele sorte peberkorn. Kog det op, og lad det koge i 3-4 minutter.
  2. Tag det af varmen, og smag til med cidereddike. Lad rabarberlagen trække i 20 minutter. Tag vaniljestang og peberkorn op, og blend lagen i en blender. Sigt den blendede lage i en grovmasket sigte, så lidt af rabarberkødet kommer med igennem. Stil lagen i køleskabet, til den er helt kold.
  3. Kør rabarberlagen i en ismaskine, til den bliver frossen. Fyld den herefter i en plasticbeholder med låg, og sæt den i fryseren, hvor den kan den stå i 3-4 dage og stadig holde sin gode cremede konsistens. Hvis du ikke har en ismaskine, kan du i stedet hælde rabarberlagen direkte i en plasticbeholder og indfryse den.
  4. Når lagen er helt frossen, så vend isen ud på et skærebræt, og hak den groft. Knus derefter isklumperne i en foodprocessor, til den er blød og cremet, hæld den tilbage i boksen, og sæt den igen i fryseren. Rør i isen 2-3 gange med 30 minutters mellemrum, så er isen cremet og klar til servering.
  5. Råsyltede rabarber: Skær rabarberstænglen ud i helt tynde skiver, og læg dem i en skål. Drys med sukker, og lad dem trække i 10 minutter.
  6. Server en kugle rabarbersorbet med sprød råsyltet rabarber på toppen.