Desserter

Chokolademousse med chokoflakes

Enhver middag bør afrundes med en skøn dessert. Hvad med en traditionel fransk chokolademousse med et knasende sprødt tvist af chokoflakes? Du får opskriften lige her!
af Marie Melchior / Jakob Helbig 16.02.2015

Nogen vil sikkert mene, at chokolademoussen er old school, men vi insisterer på, at en luftig og fløjlsblød mousse med en rig og fyldig smag af chokolade aldrig går af mode. Her får du vores version med ekstra knas på toppen!

Tip! Du kan erstatte chokoflakes med cornflakes vendt i smeltet chokolade. Smelt chokoladen, vend cornflakes heri, og lad de chokoladeovertrukne cornflakes tørre på et stykke bagepapir, til chokolademoussen skal serveres.

Chokolademousse med chokoflakes

(6 portioner)

Læs også: Spiralkage - trin for trin-guide

Det skal du bruge til chokolademousse:

  • 175 g mørk chokolade
  • 25 g smør
  • 4 æg, pasteuriserede
  • 50 g sukker
  • chokoflakes

Pynt:

  • chokoflakes

Læs også: Molleux au chocolat

Sådan laver du chokolademousse:

  1. Smelt chokolade og smør over vandbad. Afkøl chokoladeblandingen, til den er lunken.
  2. Skil hvider og blommer fra hinanden. Pisk hviderne stive med en elpisker.
  3. Pisk æggeblommer og sukker, til det er cremet og hvidt.
  4. Pisk chokoladeblandingen og æggesnapsen sammen. Vend forsigtigt de piskede æggehvider i.
  5. Hak chokoflakes groft, og fordel dem i 6 glas. Fordel chokolademoussen henover.
  6. Sæt moussen på køl i 3 timer, til den har sat sig, og tag den ud af køleskabet en halv time før servering.
  7. Top med chokoflakes, og servér!

Find inspiration til flere skønne desserter i galleriet nedenfor: