Desserter

Nøddekurve med chokolade

Nøddekurve med is og bær er en klassisk dessert, som alle kan lide. De er ikke svære at bage selv - bare du er forsigtig, så de ikke knækker. Vi guider dig trin for trin.
Af Carsten Kyster. 19.02.2017 Foto: Columbus Leth.
Nøddekurve med chokolade

Sprøde nøddekurve giver en lækker kontrast til fx is og frugtsalat med flødeskum. De kan købes færdige, men hvorfor gøre det, når de er supernemme at bage og bare smager helt fantastiske i den hjemmebagte version? Vi guider dig til, hvordan du får succes med lave dine egne nøddekurve. Få opskriften her, og se trin for trin-guiden i galleriet nederst på siden!

4 personer

Ingredienser

  • 40 g smør
  • 60 g rørsukker
  • 2 spsk lys sirup
  • 40 g hasselnødder
  • 35 g mel
  • 100 g mørk chokolade 70 %
  • 100 g blåbær
  • Vaniljeis
  • Mynte

Sådan laver du nøddekurve

TIP: Nøddekurve kan bages i god tid og opbevares i en lufttæt beholder. Pas dog på, for de knækker let. Dyp dem først i chokolade, kort tid før de skal serveres. Vil du have ekstra smag, kan du vælge en orange eller mintchokolade, fx Toms Ekstra.

Smelt smør, sukker og sirup i en gryde, indtil sukkeret er opløst. Tag gryden af varmen. Hak nødderne, vend dem sammen med melet i gryden, og rør det godt sammen.
Kom 4 store spsk. dej på en bageplade med bagepapir med god afstand imellem, da kagerne flyder meget ud. Bred dejen ud med en våd ske. Bag nøddekaramellen i en forvarmet ovn på 185° i 10 minutter. Køl den lidt ned − den skal stadig være varm.
Tag karamellen af bagepladen med en paletkniv, læg den hen over et drikkeglas, og bøj den ned over glasset. Klem lidt til, så nøddekurvene holder faconen.
Lad nøddekurvene blive helt stive og kolde. Smelt chokoladen i en skål over vandbad eller i en mikrobølgeovn, og dyp de afkølede nøddekurve i chokoladen. Lad dem køle af, indtil chokoladen er stivnet.
Anret nøddekurvene med vaniljeis, blåbær og mynteblade, og servér straks!