Kager

Krydderkage med karamelcreme

Krydderkage er en gammel klassiker med en god krumme og fyldt med saftig smag. Her får du opskriften på en skøn krydderkage med den lækreste frosting af karamel.
Af Cecilie Fahlström Foto: Stine Christensen 22.03.2019
Opskrift: Chokoladekage med karamelcreme

Det dufter dejligt at krydderier, når først kagen her rammer ovnen og kanel, ingefær, muskat og nelliker får lov til at overtage hjemmet for en stund. Krydderkagen kommer i mange varianter og fordelen er, at du snildt kan undlade et enkelt krydderi, hvis det ikke lige falder i din smag.

Opskriften her smager skønt og består af to krydderbunde adskilt af frosting lavet på kaffe og karamel. Tag forklædet på, tænd for ovnen og find bagehumøret frem: 3-2-1 - bag!

10 personer

Ingredienser

  • 60 g smør, stuetemperatur
  • 100 g sukker
  • 1 æg
  • Korn af 1 vaniljestang
  • 1 tsk. citronsaft
  • 1,2 dl yoghurt
  • 180 g mel
  • 1 tsk. kanel
  • 1 tsk. stødt ingefær
  • ½ tsk. stødt muskat
  • ½ tsk. stødte nelliker
  • ¼ tsk. salt
  • ½ tsk. natron
  • ½ tsk. bagepulver

Frosting

  • 200 g smør, stuetemperatur
  • 350 g flormelis
  • 0,8 dl stærk kold kaffe
  • 1 knivspids salt
  • 1 tsk. vaniljeekstrakt
  • 50 g dulce de leche (færdigkøbt eller se banoffee pie)

Desuden

  • Karamelsauce (færdigkøbt)

Krydderkage med karamelcreme

  1. Forvarm ovnen til 170°

  2. Beklæd bunden af 2 springforme, Ø 16 cm, med bagepapir, og smør formenes sider.

  3. Hæld smør og sukker i en skål, og pisk det igennem, til det er lyst og luftigt.

  4. Tilsæt ægget, og pisk det godt ind i blandingen.

  5. Skrab kornene ud af vaniljestangen.

  6. Tilsæt citronsaft, yoghurt og vaniljekorn, og pisk igen.

  7. Sigt mel, krydderier, natron og bagepulver i en skål, og hæld det over i skålen med de våde ingredienser.

  8. Hæld dejen i springformene, og bag kagebundene i ovnen i ca. 25 minutter.

  9. Lad kagebundene afkøle helt.

Frosting

  1. Hæld smør i en skål, og pisk det godt igennem, til det bliver luftigt.

  2. Tilsæt flormelis lidt ad gangen, mens du pisker mellem hver tilsætning.

  3. Fortsæt, indtil al flormelis er tilsat, og pisk ved høj hastighed, indtil frostingen er lys og luftig.

  4. Vend kaffe, salt, vaniljeekstrakt og dulce de leche i frostingen.

Desuden

  1. Saml kagen med en generøs mængde frosting mellem bundene, og dæk toppen med den resterende frosting.

  2. Pynt med striber af karamelsauce.