Jordbærtrifli med hyldeblomstcreme

Jordbær og hyldeblomst er begge i sæson nu, og de to sommerglade spiser er det perfekte makkerpar. Prøv selv denne sommersøde trifli! 

Prøv også: Spiselige blomster

Jordbærtrifli med hyldeblomstcreme

(6 personer)

Det skal du bruge til jordbærtrifli med hyldeblomstcreme:

  • 1 bakke jordbær (ca. 500 g)
  • 1-2 spsk. rørsukker

Makroner:

  • 100 g mandler
  • 50 g pinjekerner
  • ½ usprøjtet citron
  • 1½ æggehvider (½ dl)
  • 150 g flormelis

Hyldeblomstcreme:

  • 2 dl piskefløde
  • 2-3 spsk. koncentreret hyldeblomstsaft
  • ½ dl yoghurt 2 %

Pynt:

 Mynteblade

FÅ FLERE OPSKRIFTER MED SÆSONENS FRUGT OG BÆR HER!

Sådan laver du jordbærtrifli med hyldeblomstcreme:

  1. Skyl forsigtigt jordbærrene, og nip dem. Skær dem i halve, og bland dem med sukker. Sæt dem til side et lunt sted (gerne i solen), mens du gør resten klar.
  2. Makroner: Hak mandler og pinjekerner i en foodprocessor. Riv skallen af ½ citron. Pisk æggehviderne luftige, men ikke stive. Tilsæt flormelis lidt ad gangen, og pisk, til dejen er sej og glat. Tilsæt de hakkede mandler, pinjekerner og den revne citronskal. Fordel dejen med 2 skeer på en bageplade med bagepapir. Bag dem midt i ovnen ved 180° i ca. 15 minutter. Lad makronerne afkøle, før du flytter dem fra bagepladen.
  3. Hyldeblomstcreme: Pisk fløden til skum, og smag til med hyldeblomstsaft og yoghurt. Knus makronerne, og fordel dem i 6 kopper eller glas. Kom jordbærrene i og til sidst hyldebærcremen. Servér straks, mens makronerne stadig er sprøde. Pynt med mynteblade.

Tip! Vil du lave en sundere version af denne dessert, kan du erstatte flødeskummen (det hele eller bare noget af den) med skyr rørt op med fedtfattig yoghurt, fx Cheasy Naturel/A38 med 0,1 % fedt. Er jordbærrene søde, gør det ikke så meget, at cremen er lidt mere sur. Du kan også erstatte halvdelen af makronerne med mysli (uden rosiner) og hakkede mandler, evt. tilsat lidt akaciehonning, flormelis eller rørsukker.

Prøv også: 11 friske sommersalater