Gammeldags æbleskiver

Gammeldags æbleskiver til jul er en sikker vinder, når der rigtig skal julehygges. Du kan også erstatte de friske æbler med fx sveskemos, chokolade eller nougat. Mums!

Læs også: 4 retter du kan lave i din æbleskivepande


 

Det skal du bruge til gammeldags æbleskiver:

Antal personer: 4
 
  • 250 g hvedemel
  • ½ tsk. salt
  • 2 tsk. rørsukker
  • 1 tsk. natron
  • 1 tsk. kardemomme
  • skal af 1 usprøjtet citron
  • 3 æg
  • 4½ dl kærnemælk
  • 1 æble
  • solsikkeolie til stegning
Til servering:
  • flormelis
  • syltetøj

Vild med æbleskiver? Prøv også disse lækre æbleskiver med chokolade
 

Sådan gør du:

  1. Bland hvedemel, salt, sukker, natron og kardemomme i en skål. Riv citronskal fint, og rør det i melblandingen.
  2. Del æggene i blommer og hvider, og rør blommerne i melblandingen sammen med kærnemælken. Pisk hviderne stive med en elpisker i en skål, og vend dem i dejen med let hånd, så luftigheden bevares. Hæld dejen over i en kande.
  3. Skræl og halvér æblet, fjern kernehuset, og skær det i mindre stykker.
  4. Varm en æbleskivepande godt op, og hæld lidt olie i hvert hul. Fyld hullerne ¾ op med dej fra kanden. Når æbleskiverne begynder at stivne let og hæve op langs kanterne, lægger du et lille stykke æble i hver æbleskive og vender dem rundt. Drej æbleskiverne flere gange under bagningen.
  5. Servér dem med flormelis og syltetøj.

Se også: Æbleskiver med kærnemælk