Desserter

God gammeldags æble-pærekage med crumble, flødeskum og chokolade

Den skønne, syrlige blanding af æbler og pærer er perfekt afstemt med det søde fra den sprøde crumble. Flødeskum og chokoladestykker fuldender denne uimodståelige æble-pærekage!
af Inge Skovdal. 24.09.2020 Foto: Skovdal Nordic.
6 personer

Æble-pære-grød

  • 600 g æbler
  • 600 g pærer
  • 225 g sukker
  • 1 vaniljestang
  • 1 usprøjtet citron

Crumble

  • 150 g havregryn
  • 150 g hvedemel
  • 100 g rørsukker
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. stødt kanel
  • 150 g smør

Desuden

  • 100 g hasselnødder
  • 100 g mørk chokolade
  • 6 dl piskefløde
  • 125 g ribs
  • 180 g makroner
  • Lidt citronmelisse

Sådan laver du gammeldags æble-pærekage

Æble-pære-grød

  1. Skær æbler og pærer i grove stykker.
  2. Kom dem i en gryde med sukker, flækket vaniljestang samt saft og skal af citronen.
  3. Bring i kog ved lav varme, til frugterne er blevet til grød.
  4. Køl den ned i køleskabet.

Crumble

  1. Vend alle ingredienser til crumblen godt sammen i en skål, og hæld den ud på en bageplade med bagepapir.
  2. Bag crumblen i ovnen ved 180°, til den er gylden, og lad den køle af.
  3. Smuldr den i grove stykker.

Servering

  1. Spred hasselnødderne ud på en plade med bagepapir, og bag dem i ovnen ved 200° i ca. 10 minutter, til skallen krakelerer. Gnid dem fri for skaller, og hak dem groft.
  2. Hak også chokoladen groft. Pisk fløden til en let skum. Rib ribsene.
  3. Kom først æble-pære-grød i et portionsglas eller en skål og dernæst crumble. Knus makronerne, og drys lidt over. Tilsæt lidt ribs, flødeskum og hakket chokolade.
  4. Gentag processen, indtil glasset er fyldt.
  5. Pynt til sidst med hakkede hasselnødder, ribs, chokolade og citronmelisse.