Passions-lagkage med kokosfrosting

Denne overdådige lagkage byder på cremet kokosfrosting og søde passionsbunde. Den kan serveres i stedet for en traditionel lagkage, næste gang du skal holde fødselsdag.

I sæson: Nem og hurtig rabarbermarmelade

Passions-lagkage med kokosfrosting

Til 10 personer

Det skal du bruge:

Passionsbunde, 5 stk.:

  • Lidt smør og mel
  • 240 g smør
  • 375 g sukker
  • 8 æggeblommer
  • 280 g hvedemel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 90 g passionsfrugtpuré (specialbutikker)
  • 2 vaniljestænger
  • 6 æggehvider

Kokosfrosting:

  • 350 g flormelis
  • 110 g usaltet smør, stuetemperatur
  • 120 g flødeost naturel (ikke light)
  • 2 tsk. kokosessens (specialbutikker)

Topping:

  • Ca. 100 g jordbærchokolade
  • Blomster

Sådan laver du passions-lagkage med kokosfrosting:

  1. Bunde: Tænd ovnen på 180°. Beklæd bunden af 5 springforme, Ø 16 cm, med bagepapir, smør siderne, og drys med mel. Bank det overskydende mel ud. Har du ikke 5 springforme i samme størrelse, kan dejen sagtens bages ad flere omgange i samme springform.
  2. Smelt smørret, og stil det til side. Hæld sukker i en skål sammen med æggeblommer. Pisk, indtil det er lyst og luftigt. Sigt mel og bagepulver i æggeblommeblandingen, og vend det sammen. Sørg for, at konsistensen er fin og ensartet uden klumper. Tilsæt det smeltede smør og passionsfrugtpuréen, og rør forsigtigt rundt. Flæk vaniljestængerne på langs, skrab kornene ud, og rør dem i dejen.
  3. Pisk æggehviderne luftige og stive for sig i en anden skål. Vend forsigtigt æggehviderne i dejen. Fordel dejen ligeligt i springformene, og bag dem i ovnen i 10 minutter.
  4. Skru derefter ned på 165°, og bag videre i yderligere 25 minutter. Tag bundene ud af ovnen, og lad dem afkøle helt.

Maj-glæder: Det skal vi opleve

  1. Frosting: Hæld flormelis og smør i en skål, og pisk det sammen ved medium hastighed. Tilsæt flødeost, og pisk, indtil det er godt blandet sammen. Pisk videre på høj hastighed i ca. 5 minutter, indtil frostingen er let og luftig. Tilsæt kokosessens, rør, og smag til. Tilsæt evt. mere efter behov.
  2. Placér en passionsfrugtbund på et kagefad, og smør et lag kokosfrosting ovenpå – hvis bundene buler på toppen, skal du først skære bulen af, så overfladen er plan. Placér næste bund ovenpå, og gentag med et lag kokosfrosting. Fortsæt, indtil alle bunde er stablet.
  3. Smør kagen op i siderne med den resterende kokosfrosting – man skal kunne se lidt af bundene – og stil den i køleskabet i 30 minutter, indtil frostingen er stivnet.

Forret: Lækker lakseroulade

  1. Topping: Smelt jordbærchokoladen over vandbad. Brug en ske til at dryppe fine striber fra toppen ned ad kagens sider. Dekorér kagens top med blomster. Læg evt. et tilklippet stykke køkkenfilm eller bagepapir oven på kagens top, uden at det er synligt, således at blomsterne ikke rører kagen direkte.

TIP: I stedet for jordbærchokolade kan du bruge almindelig glasur tilsat rød frugtfarve.