Kager

Lækre luksus-træstammer

Det er altid ekstra luksus, når noget spiseligt er i mundrette hapsere. De her søde, små luksus-træstammer er med masser af mørk chokolade, marcipan og dejlig rom.
af Louisa Lorang. 8.11.2022

Træstammer er en kageklassiker, og her laver vi den i luksusversionen med mørk chokolade, ægte marcipan og god, mørk rom. På den måde bliver det en kageklassiker med klasse, og de kan på inden måder sammenlignes med bagerens version af tørre krummer!

24 stk

Ingredienser

  • 200 g mørk chokolade
  • 20 g blødt smør
  • ½ dl piskefløde
  • 3 spsk. mørk rom, f.eks. Havana Club
  • 100 g kold marcipan, fintrevet
  • 200 g marcipan
  • ½ dl flormelis
  • 100 g mørk chokolade, smeltet

Sådan laver du træstammer

  1. Smelt chokoladen over vandbad. Rør smør, fløde og rom i og til sidst fintrevet marcipan.
  2. Sæt massen koldt i mindst 1 time.
  3. Rul ca. 24 små træstammer, og sæt dem koldt igen. Rul marcipanen ud – brug flormelis til at drysse på, så er det nemmere.
  4. Rul de små træstammer i marcipan, og dyp enderne i chokolade.
  5. Servér træstammerne kolde.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.