Kager

Jordbærtærte med konditorcreme

Den klassiske jordbærtærte med fløjlsblød konditorcreme med dejlig smag af vanilje går aldrig af mode! Servér den for dine sommergæster på terrassen.
Tekst og 10.02.2021 foto: Tine Edinger.
Jordbærtærte med konditorcreme
10 personer

Mørdej

  • 50 g mandler
  • 1 æg
  • 175 g mel
  • 75 g flormelis
  • 125 g koldt smør

Konditorcreme

  • ½ vaniljestang
  • 20 g Maizena
  • ¼ l sødmælk
  • 75 g sukker
  • 3 æggeblommer

Fyld

  • 500 g jordbær
  • 2 dl piskefløde
  • 75 g god mørk chokolade 70 %

Når det er jordbærsæson, er det bare om at spise løs af de søde bær. De gør sig især godt i lækre kager, og jordbærtærten er og bliver bare en klassiker, de fleste er vilde med. Spis den i godt sommerselskab og sammen med en god kop kaffe. Prøv også: Jordbærtærte med lemoncurd

Sådan laver du jordbærtærte

Mørdej 1:

  1. Hak mandler i en foodprocessor eller meget fint med en kniv. Pisk ægget med en gaffel. Hæld mel og hakkede mandler i en skål.
  2. Smuldr smørret i melet med fingrene, og tilsæt flormelis. Saml dejen let med det piskede æg. Sæt dejen i køleskabet i mindst 1 time. Forbered kagecremen imens.

Konditorcreme:

  1. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Rør Maizena ud i lidt af mælken. Pisk det sammen med sukker, resten af mælken, vaniljekorn og æggeblommer i en tykbundet gryde.
  2. Bring det i kog under piskning, og pisk hele tiden, imens det koger igennem i 4-5 minutter. Tag gryden af varmen, og lad cremen afkøle. Rør cremen jævnligt under afkølingen for at undgå skind og klumper.

Prøv også: Jordbærtærte - en nem og lækker opskrift

Mørdej 2:

  1. Rul mørdejen ud på et meldrysset bord. Tryk dejen ned i et smurt tærtefad med en diameter på ca. 28 cm. Tryk dejen godt op ad kanterne.
  2. Prik dejen med en gaffel, så bunden ikke buler op. Bag tærtebunden i 20 minutter ved 190°, til den er gylden.

Fyld:

  1. Riv chokoladen, og fordel den på den varme tærtebund. Sæt tærten i ovnen i 2-3 minutter, til chokoladen er smeltet. Jævn den smeltede chokolade ud med en ske.
  2. Pisk fløden til en let flødeskum. Når konditorcremen er helt kold, vender du forsigtigt flødeskum i. Læg den afkølede tærtebund på et fad. Fordel cremen og jordbærrene ovenpå.

Prøv også: Lagkage med hindbær- og chokoladecreme