Amerikansk æbletærte

Der er ikke noget, der luner som en skøn æbletærte på en kølig dag. Måske er du så heldig at have æbler i haven eller en frugtplantage i nærheden, hvor du kan købe dem. Ellers kan supermarkedets udvalg også sagtens bruges. Her får du opskriften på en lækker apple pie - præcis som amerikanerne ville lave den.

Det skal du bruge til amerikansk æbletærte: 

8 personer

Læs også: Æbletærte og andre lækre tærter - 13 gode dessertopskrifter

Mørdej:

  • 150 g koldt smør
  • 4 dl hvedemel
  •  ½ dl flormelis
  • 1 æg
  •  ½ spsk. koldt vand

Fyld:

  • 12 æbler  
  • Saft af 1 citron
  • 50 g smør
  • 4 spsk. sukker
  • 2 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. stødt ingefær

Pynt:

  • Æg, mælk og rørsukker til pensling
  • Evt. flormelis som drys
  • Evt. flødeskum til servering

Læs også: Æblekage med vaniljecreme


 

Sådan laver du amerikansk æbletærte:

Mørdej:

  1. Kom koldt smør, mel og flormelis i en foodprocessor, og kør dejen igennem til en mørdej.
  2. Tilsæt æg og vand, og kør igen.
  3. Pak dejen ind i film, og læg den i køleskabet i mindst 30 minutter.

Fyld:

  1. Skræl og udkern æblerne, og skær dem i både. 
  2. Læg bådene i citronsaft, og bland godt.
  3. Steg æblerne på en stor stegepande i smør, sukker og krydderier. Hæld æblerne ud på et fad, og lad dem afkøle. 
  4. Del mørdejen i 2 dele, den ene lidt større end den anden.
  5. Strø mel på bordet, og rul den største del mørdej ud på bordet i en cirkel, som er ca. 30 cm i diameter og ca. ½ cm tyk.
  6. Rul dejen over kagerullen, og læg den i en rund form. Tryk forsigtigt langs kanten, og lad overskydende dej blive hængende.
  7. Læg de stegte æbler i tærteformen.
  8. Rul resten af dejen i en cirkel på 25 cm i diameter.
  9. Pisk æg og mælk sammen, og pensl dejkanten i formen. Læg det udrullede låg over. Klem kanten sammen med fingrene, og fjern overskydende dej. Pensl låget med æggeblandingen. Drys rørsukker på.
  10. Skær små snit, eller lav små huller i låget, og bag tærten nederst i ovnen på 180° i ca. 35 minutter. Drys evt. flormelis på kagen inden serveringen.
  11. Servér gerne æbletærte med flødeskum til.